Brylluppets fjerde og sidste fest var mest en officiel reception, hvor de fleste var inviteret. Aftenen satte et endeligt punktum for parret, der nu var officielt gift. Denne aften var der ikke helt så mange traditioner og ritualer – udover Salaami, hvor alle gæster fik mulighed for at give parret en pengegave.

Det med gaven havde lagt Sarah og jeg tungt på sinde, lige siden vi sidste år fik indbydelsen til brylluppet. Vi havde ingen anelse om, hvor mange penge vi skulle medbring til gaven. Vi ville ikke være fedtede, men omvendt ikke give flere penge end forældrene. Hvor ligger grænsen egentlig? Vi havde ikke så mange at spørge til råds og når jeg henvendte mig til mine pakistanske bekendtskaber i Dubai, spurgte de altid ind til vores rolle og relation i forhold til brylluppet. Og det var i virkeligheden et rigtig godt spørgsmål. For på en eller anden måde, havnede vi midt i dette bryllup ved et tilfælde. Fordi jeg sagde ja, dengang for et år siden, til at rejse med Sarah på forretningsrejse til Pakistan. Og selvom vi endte med at blive rigtig gode venner med familien, så var vi der samtidig som en form for status-symbol under festlighederne. Da vi spurgte Sara, Umers søster, der var vores guide i bryllupsforberedelserne, så insisterede hun på, at vi ikke skulle give en gave. For dem ville det være pinligt, hvis vi kom med en gave, når de havde inviteret. Omvendt argumenterede Sarah Kruse og jeg for, at det i dansk kultur ville være uhøfligt at komme til et bryllup uden en gave. Og således fik vi allernådigst lov til at give en gave, men det skulle holdes hemmeligt for alle familiemedlemmer, helt frem til Salaami.

Selve aftenen blev afholdt på en fin restaurant og stedet var smukt dekoreret med blomster og lys. Farvevalget var mere afdæmpet både i forhold til dekorationer og tøjvalg. På en måde var det meget mere vestligt, hvilket også blev afspejlet i musikvalget, der blandt andet spillede amerikansk pop-numre.

Musikken var mere afdæmpet og maden lidt bedre. Det var en meget mere afslappende stemning og det var nemmere at tale med folk, der nysgerrigt kom hen til Sarah og jeg for at tage billeder. Stemningen var dog lidt tung, da vi samtidig forsøgte at undersøge, hvordan vi var stillet i forhold til vores rejseforsikring, da vores fly blev aflyst. Men vi vidste også, at vi var nødt til at skyde bekymringerne fra os indtil festen sluttede.

Festen sluttede præcist kl 22.00, hvor restauranten slukkede både lys og lyd. Der stod gæsterne så i total mørke, mens fotograferne desperat forsøgte, at tage de sidste billeder inden parret forlod festen. Det blev en kort fest, da vi selvfølgelig ikke var fremme før kl 20.00.

Denne aften tog Umer med bruden Azka hjem, hvor hendes familie gemte hans sko og han forhandlede sig frem til et passende beløb, der skulle sikre, at han fik skoene tilbage igen.

Hjemme hos Umers familie var der mere stille. Folk tog tidligt hjem og dem, der blev tilbage mindes nogle dejlige dage.

Dagen efter vågnede vi endnu engang op til strømafbrydelse. Vi måtte således sidde i mørke og forsøge at få fat i flyselskabet, så vi kunne finde en løsning på vores aflyste flyafgang.

Efter planen havde vi blot en enkelt dag tilbage i Pakistan, som var planlagt til shopping sammen med Nageen og Sara.

Nu så det pludselig ud til, at der kunne gå yderlig 5 dage, inden vi kunne komme med et fly hjem. Lahore lufthavn var forsat lukket og vores bedste mulighed var at booke et fly fra hovedstaden Islamabad, som ligger godt 4 timers kørsel fra Lahore. Således kunne vi rejse hjem allerede dagen efter vores planlagte afrejse.

Selvom vi fik en ekstra dag at shoppe i og lære Azka lidt at kende, så var vi alligevel en smule lettede og helt klar til at tage afsked med vores pakistanske familie-venner.

På gensyn…

…Det var dage vi aldrig glemmer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.