Anna og Emma har nu haft 3 uger til at vende sig til den nye skole, som ikke bare er ny for de to piger, da den slog dørene op første gang i september sidste år. Alligevel er det lidt svært, at være den nye pige i klassen. Især for Anna, der sådan savner sin gamle klasse, læren og vennerne.

I julen var vi på shoppetur med mormor, da der skulle købes nye skoleuniformer. Mormor var en god støtte i købsprocessen, for pigerne var både uinteresseret og meget lidt begejstrede for de nye uniformer

Anna har nu tre forskellige toppe (til gymnastik, hverdag og teamdage), mens Emma må nøjes med to forskellige, da hun ikke har gymnastik-tøj. Det er Emma meget utilfreds med, for hun vil selvfølgelig ikke snydes.

Hånden på hjertet, så mener jeg faktisk, at Emma har vundet uniform-lotteriet. Hverken den grøn-ternede skjorte eller hvid/grønne gymnastikdragt er særlig flatterende. Så meget hellere den hvide polo-trøje, der ikke har en chance for at holde sig pæn i de små klasser. Heldigvis er der allerede blevet taget klassebilleder, så de rene uniformerne er foreviget på foto.

Nu har de to piger, naturligvis, haft første skoledag. Emma har været heldig, at starte op i en helt nyoprettet FS1 klasse med en nyansat lære. Det giver den fordel, at alle elever begynder på lige fod og skal lære hinanden at kende. Sammen skaber de nye rutiner og finder struktur i et kaos, der er mindst lige så nyt for ms. Rebecca, som det er for os andre.

Emma er meget glad for sin nye klasse og fortæller historier om alle sine nye venner og de ting hun lærer i skolen. Hun har en livlig fantasi og efter første skoledag kom Emma glad hjem og fortalte, at hun havde fået en ny ven.

Her name is Bad Guy. She has black hair and evil in her face, and she is a boy. She brings a black cat to school and my teacher tells me, that we can not bring cats to school.

Jeg var ikke ovenud begejstret for Emma’s nye ven, der tilsyneladende hedder dumme dreng og har ondskab i ansigtet og jeg bad hende derfor om at finde en ny ven. Næste dag kom hun hjem og fortalte, at hun nu havde fundet en ny ven, der hedder Good Guy med hvidt hår ligesom hende selv. Det er umiddelbart et godt bytte, tænkte jeg.

Anna er også glad for den nye skole, omend hun i langt højere grad savner sin gamle klikke i Dubai Silicon Oasis. De var en gruppe på 6-7 piger, der hang sammen som ærtehalm. Den nye skole er lille og der er kun tre 1. klasser. Det kan Anna godt mærke og det skærer mig stadig lidt i hjertet, når hun med tårer i øjenene atter engang spørger mig, hvorfor vi behøvede at flytte så langt væk fra den gamle skole.

Det er ikke nemt at forklare en pige på snart 6 år, at det ikke kun er hende og Emma, der er startet forfra i en ny skole. Det er ikke kun de to piger, der skal vende sig til en ny hverdag og danne nye venskaber. På en måde er vi alle i samme båd, forskellen er, at Anna og Emma aldrig fik et valg. De måtte bare følge med. Heldigvis kunne jeg til sportsdagen, en uge efter skolestart, se at Anna trods alt har fundet én at lege med.

Anna kæmper i skolen hver dag. Hun bliver udfordret rent bogligt og er bagud for de andre elever i læsning og stavning. Vi skal øve os hver dag med læsebøger, øvelser, ordlege osv. for at kunne følge med i undervisningen. Her kræver skolerne meget mere af de små klasser, end den danske folkeskole og det kan være hårdt for os at acceptere.

During the holiday I went to the farm and went to see the hens. I saw the bunnies hiding under the bench. I saw two reindeers

Heldigvis er der flere timer, som Anna elsker i skolen. Blandt andet svømning, Arabisk og sport. Og hvor sejt er det ikke, at have valgfag som Robotbygning, Kodning, Bushcraft og Hip-Hop Dance.

Det er på mange måder en sej skole, som Anna og Emma nu går på. Den er lille, sammenlignet med GEMS Wellington DSO, men det kommer nu til Anna’s fordel, fordi hun får den opmærksomhed, det kræver at kunne følge med. Skolen har en super god miljø-politik og bæredygtighed fylder meget i undervisningen. Rent fagligt er The Arbor School et godt bytte – selvom vi også var super glade for GEMS, men rent socialt ville jeg ønske, at Anna ikke behøvede at skifte skole.

Heldigvis fik vi på første skoledag en glædelig overraskelse, som i den grad har hjulpet Anna og os på plads i den nye skole. Et velkendt ansigt, et savnet smil og et varmt knus fra Anna’s tidligere klasselære på GEMS – FS2.

I et helt år har ms. Holland (nu ms. Amy) været Anna’s klasselære på GEMS 2017/2018 og nu er de genforenet på den nye skole, hvor ms. Holland har fået nyt job som Head of Foundation Stage. Gensynsglæden var ligestor for dem begge og jeg spottede tårer i deres øjne.

Det var en ægte solstrålehistorie og nu har Anna altid et par ekstra øjne, der holder øje med hende og sikre os forældre om, at Anna har det godt i de nye omgivelser. Hver dag hilser ms. Amy Holland på os og vi danser en glædesdans ned til klasseværelserne.

Jeg fik vidst også et par tåre i øjenkrogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.