Vi gjorde det! Det er farligt, det er herligt, det er spændende og det er nervepirrende. Det er det hele og meget mere! Vi har købt et sommerhus, helt uden at have set det først. Det føles på alle måder rigtigt under omstændighederne. Nu må det altså gerne blive sommer.

Købskontrakten er underskrevet, banken har overført udbetalingen og jordens mest grundige advokat har godkendt handlen (stort tak til hende). Nu kan vi snart kalde os sommerhusejere!

Handlen blev fejret med champagne og smørrebrød

Jeg har sjældent glædet mig meget til sommerferie. Jeg glæder mig som en gal, til at rejse hjem til Danmark. Væk fra varmen, væk fra klamme mundbind, hjem til familien og hjem til overdragelsen af vores nye sommerhus.

Sommerhuset (Billeder fra Nybolig)

Et sommerhus vi har drømt om i 4 år og som vi nu endelig har købt i en tid, hvor sommerhuse går som varmt brød. Det er tiderne med Corona, klimaforandringer og en generel frygt for længere rejser, der for alvor har sat gang i sommerhus-handlen.

Jeg glæder mig til at ende skoleåret og hjemmeundervisningen (som med stor sandsynligvis fortsætter året ud). Jeg glæder mig til at lufte ungerne i den friske luft og jeg glæder mig til at vise Adam frem til verdenen. Jeg glæder mig til rundstykker, leverpostej og lakridskonfekt.

Jeg glæder, glæder, glæder mig til at pakke kufferten med tøj til et tempereret klima, der lugter af regnvejr og nyslået græs!

Vi vil naturligvis rejse med stor påpasselighed og respekt for social afstand – vi ved jo, hvor galt det kan gå. Jeg vil holde ungerne helt tæt på mig og fylde deres håndbagage med sprit og vådservietter. Vi vil rejse afsted uden at bekymre os om, hvorvidt vi kan få lov til at vende tilbage til Dubai efter sommerferien. Jeg vil skide det et langt stykke lige nu og nu har vi jo en base i Danmark!

Det blir’ hverdag igen på et tidspunkt! Barslen vil få en ende, jobbet på konsulatet vil kalde, skolerne vil atter åbne dørene og vi vil mødes med vennerne til fredagsbrunch. Vi tror vi er blevet klogere, men det er vi næppe! Vi vil højst sandsynligt falde tilbage i gamle mønstre og genoptage hverdagen, som om intet var hændt. Sådan er vores hjerner udstyret – primitive og glemsomme. Men jeg håber så inderligt, at vi vil værdsætte vores bevægelsesfrihed højere, når vi engang om lang tid kommer om på den anden side.

Det bliver en andeledes sommerferie i år, ligesom alt andet dette år.

Jeg er ligeglad, for vi har købt sommerhus og jeg er på barsel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.