I weekenden fyldte Daniel endnu engang 30 år (for 9. gang) og det er vel værd at fejre! Herhjemme er det fødselsdagsbarnet, der suverænt bestemmer fødselsdagsmenu’en – uanset om vi, på denne særlige “mig”-dag, tager ud af huset eller bestiller take-a-way. Så i lørdags var der højbelagt smørrebrød på frokostbordet.

Anna og Emma har begge glædet sig som små piger til Daniels fødselsdag, ikke mindst fordi vi hver dag den sidste tid har måttet gentage, at fars fødselsdag kommer før jul og at Emma’s fødselsdag ligger et sted derimellem. Så de stod selvfølgelig klar lørdag morgen med kys, kram og lykkeønskninger ved fars side af sengen kl 6.00 sharp.

Vi måtte dog en lille smuttur forbi den lokale biks/legeland for at købe en ballon, da Emma insisterede på, at det hørte sig til, alt i mens Daniel pænt måtte vente oppe i soveværelset, inden Anna tillod fødselsdagsbarnet at komme ned til morgenbordet.

Efter en lidt sen morgenmad og et dyk i poolen, blev det også til en temmelig sen frokost. Daniel havde booket bord på en svensk smørrebrødscafé til lørdagsbrunch, hvor frokosten bestod af højbelagt skandinavisk rugbrødsmadder.

Selve caféen ligger placeret midt i et industriområde i Al Quoz og emmer ikke som sådan af dansk eller skandinavisk hygge.


Smørrebrødscaféen var som en lille perle gemt i en grim østers med masser af charme, stemning og lidt mystik.

Jeg er ikke sikker på, hvad mine forventninger egentlig var, men jeg vidste at det var et besøg værd – jeg mener smørrebrød!

Der var kødboller til pigerne samt rejemad, gravad laks og roast beef til forældrene. What’s not to like?!

Der var god underholdning for børnene med brætspil og selvom fødselsdagsbarnet måtte finde sig i snyderi samt kreative spilleregler, mens vi ventede på maden (betjeningen var lidt sløv), så hyggede vi os max.

Vi fik i øvrigt købt en dansk danbo skæreost med os hjem. Halleluja for en dag!

Havde det ikke været for vores eget lille lager, så havde vi nok også taget et par af de gule med os hjem, samt en dåse torskerogn eller to.

Og hvad kan vi sige om selve konceptet bag smørrebrød og caféen i Al Quoz? Det var præcist så lækkert, som man kan forestille sig dansk rugbrød med pålæg uden gris. Vi kunne godt finde på at komme tilbage, men ville nok ringe først for at sikre os, at der var mere fiskefilet og dansk hønsesalat i køkkenet. Kunderne ved tilsyneladende, hvad der er godt.

Du kan læse mere om Smørrebrød lige her, hvis du skulle fristes til svensk/dansk rugbrødsmad, hvor brødet er friskbagt fra bageren efter café-ejerens egen opskrift.

Tillykke med fødselsdagen kæreste Daniel 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.