Det er nu 2 uger siden, at jeg helt alene og med en envejsbillet i hånden, tog flyvemaskinen fra Dubai til Danmark for at slå mig ned i København.
Fordi jeg rejste alene og havde ondt af mig selv, valgte jeg at opgradere min flybillet til business class.
Det gjorde unægtelig den lange rejse “hjem” meget mere bekvem.
Det var en luksusoplevelse, som jeg ville ønske, jeg kunne have delt med min bedre halvdel. Det havde været den perfekte date.
Ærligt følte jeg mig som en svindler, der havde snydt mig adgang til de fine folks gemakker, men jeg vænnede mig ret hurtigt til den ekstra luksus.
Der blev serveret en tre-retters menu med vin til. Flysæderne kunne selvfølgelig lægges helt vandret og de søde stewardesser kom rundt med madrasser og tykke tæpper. Så det blev også til en afslappende lur.
Jeg har været så vanvittig heldig, at jeg har kunne låne min, nu tidligere, chef’s lejlighed på Østerbro i København, den første måned, hvorefter jeg flytter i en anden midlertidig lejlighed frem til januar næste år. Så et fast hjem, har jeg endnu ikke fundet mig.
Planen er jo, at Daniel, børnene og husdyrene skal gøre mig selvskab engang, så målet må være at finde et hjem, der kan rumme os alle.
Men der er meget, der skal falde på plads, før vi kan tage det afgørende skridt. Det sværeste bliver at skulle sige farvel til verdens bedste Alona, der fuldender vores familie. Tanken om at sige skulle sige endeligt farvel til hende, knuser mit hjerte.
Jeg bruger meget af min tid alene til at overveje fremtiden og kan konstatere at beslutningen om at flytte tilbage til Danmark efter så mange år i udlandet, faktisk er lige så svær, som beslutningen om at rejse ud.
Det er endnu ikke lykkedes mig, at melde mig ind i Danmark, for der har været meget lang ventetid ved borgerservice, men nu er det endelig lykkedes mig at bestille en tid til i morgen og håber, at det betyder, at jeg snart kan få mobile-pay tilbage i mit liv.
Jeg savner familien og især er det hårdt at være adskilt fra børnene, som oplever så meget hver dag.
Vi er sammen ved at finde en måde, hvorpå vi kan have en hverdag sammen, men tidsforskellen og mine skæve arbejdstider gør det vanskeligt.
Når børnene er i skole og jeg har fri fra arbejde, så gør jeg noget af det, som gør mig glad, så savnet ikke bliver for alt overskyggende.
I næste uge skal jeg besøge min mor og mine kære lillebror. Det glæder jeg mig, som et lille barn til og jeg er dybt taknemmelig for, at det nu er blevet en mulighed igen.
