Sidste stop på vores Tour de Familie Danmark er Viborg, hvor farmor og farfar har ventet på os. Anna og Emma har ligeledes glædet sig til lidt ekstra forkælelse. Det er endnu engang én af privilegierne ved forholdet mellem børnebørn og bedsteforældre, så det er dejligt, at der er så mange af dem.
Tirsdag morgen pakkede vi således alle vores pakkenelliker ned i kufferterne, der efterhånden er skrumpet gevaldigt ind. Det er utroligt så meget skrammel, der på kort tid kan skrabes sammen, fordi det meste er meget billigere i Danmark – på nær benzinen vel at mærke, hvilket nærmest gav mig et hjertetilfælde, da jeg stoppede ved en tank for at fylde bilen på vejen fra Nors til Viborg.
Vi har nu haft 5 dejlige dage i Viborg, hvor varmen steg et par grader i forhold til vestkysten. Dagene blev nydt ved Borgvold i god selskab med Onkel Steffen og tante Majbritt, der i øvrigt lige er blevet forlovede 🙂
Der blev desuden nydt is i farlige mængder med op til 4-5 stk. om dagen.
Ebba fik ligeledes et visit fra de to kusiner, der havde glædet sig til at lege i hendes vandbassin.
Der blev desuden tid til at fejre farmors fødselsdag med rundstykker, kylling og endnu flere is. Stort tillykke til verdens bedste farmor.
Den sidste aften i Viborg blev der for alvor hygget, mens pigerne sov og regnen silede ned, da tørken endelig blev brudt med skybrud. Der var brætspil på bordet og chokolade til kaffen.
Vi sendte kærlighedsbreve afsted til prinsessen og sprintede derudaf med cykelryttere på slap line. Der står nu flere nye bræt- og kortspil på min ønskeseddel samt endnu mere familiehygge at se frem til.
Det er efter aftener og dage som disse, at tanken om at flytte tilbage til Danmark slet ikke er så ringe endda.