En dag i januar fik jeg et opkald fra min søde veninde Sarah. Hun havde langt om længe taget imod en besøgsinvitation fra en bekendt i Pakistan og ville lige høre, om jeg var interesseret i at tage med hende som rejsemakker. Tøvende sagde jeg “måske”. Invitationen kom ikke ud af det blå – faktisk var det ikke mere end et år siden, at hun spurgte mig første gang, men turen blev aflyst på grund af visum-problemer. Dengang var jeg vidst en smule lettet, da Pakistan jo ikke er et oplagt turistland. Faktisk fraråder det danske Udenrigsministerium at rejse til store dele af Pakistan på grund af risiko for terror. Og så var der alle udfordringerne med visum-ansøgningsprocessen. Åhh jøses.
