I mange år drømte jeg om at blive arkitekt og jeg begyndte at studere Arkitektur & Design ved Aalborg Universitet tilbage i 2004, men det endte med at blive linjen for Industriel Design, der blev min karrieres springbræt.
Det siges, at alle veje fører til Rom, men jeg havde aldrig drømt om, at min ville føre mig hele vejen til Dubai eller Udenrigsministeriet i det hele taget. Det siges også, at Guds veje er uransagelige…
Filurkatten sagde i hvertfald, at det er lige meget, hvilken vej du går, hvis ikke du ved, hvor du skal hen “hvis du bare går længe nok”, så ender du et eller andet sted.
Anyway, min interesse for arkitektur og design er uændret. Det er stadig lige så fascinerede at betragte skarpe linjer og krummelure, som det altid har været.
Dybest set er arkitektur og design et stykke kunst – måske endda et helt livsværk og det skal man ikke kimse af.
Da slet ikke, når dansk arkitektur og design med tiden bliver en national stolthed. Godt dansk håndværk, solid kvalitet og skandinavisk minimalisme.
Jeg er nu også helt pjattet med romernes antikke arkitektur og de organiske linjer fra art nouveau. Farvelade og blandet landhandel er lige noget for mig. Nyt og gammel i én pærevælling… mums.
Men det er svært at gå på kompromis med god kvalitet. Arkitektur er ikke lækkert, når det falder fra hinanden (med mindre det selvfølgeligt er en del af et bionedbrydeligt koncept).
Det var pensionisten, der hev mig med på Dansk Arkitektur Center (DAC). Hun ville også være arkitekt i sin unge dage, så æblet falder åbenbart ikke så langt fra stammen.
Jeg hyggede mig gevaldigt på DAC og lærte en masse om dansk arkitekthistorie, men var faktisk mest optaget af den aktuelle udstilling “Vandet kommer”. Det er virkelig interessant at se ind i fremtiden, når verdens havene stiger og polerne smelter. Dagligt er vi vidner til de naturkatastrofer, der for alvor sætter hverdagslivet under pres med oversvømmelser, stormfloder og skybrud.
Det er inspirerende at se, hvordan byplanlægningen i hele verden tager udgangspunkt i bæredygtighed og den globale forandring.
Der var i øvrigt også en planche, der nydeligt beskrev en af Abu Dhabi’s løsninger på en biodynamisk park. Jeg ved ikke, hvor etableret eller fungerende parken er, men min erfaring med de Forenede Arabiske Emirater er nok desværre, at plancherne er fine, men virkeligheden mindre imponerende.
Anyway… om ganske få døgn får jeg muligheden for selv at besøge parken, når jeg atter er tilbage i ørkenstaten 🙂
