Det er lidt som om, at mit overskud er ved at vende tilbage. Jeg har overstået mine eksamener og selvom målet blot var at bestå, så gik det overraskende godt. Det gav ellers sved på panden og hjertebanken, at tage mine eksamener online, da jeg på ingen måde føler mig teknisk kompetent til SMART-learning (Som i øvrigt er alt andet end smart). Nu hvor det hele endelig er overstået vil jeg pakke bøgerne væk for en stund og i stedet nyde, at jeg har mere tid til familien.
Det er ikke længere min dårlige samvittighed, der driver mig igennem dagen eller lysten til at kaste computeren ud af vinduet. Jeg er kommet til den erkendelse, at onlinestudie er et genialt tidsfordriv, hvis man har svært ved at få tiden til at gå. Det er derimod kilden til evige frustrationer, hvis tiden allerede går alt for hurtig. Lesson learned – én ting af gangen.
Og imens jeg har siddet dybt begravet i skolebøgerne, så har Ramadanen nu indtaget den muslimske ørkenstat og skabt en stemning af stilstand. Det er ikke længere tilladt at drikke eller spise offentligt – ikke engang i bilen. Vandflaskerne er derfor pakket godt af vejen, men altid inden for rækkevidde, for i 45 graders varme er væske en rigtig smart idé. Folk har tidligt fri fra arbejde og at dømme ud fra mængden af trafikale uheld i denne tid, så tænker jeg, at det var bedre om de var blevet hjemme. Om aftenen er der fest og glade dage. Der fejres Iftar og et ædegilde uden sammenligning bringer folket sammen til store buffeter, hvor man pænt må vente på, at solen endelig går ned, før fasten kan brydes med en dadel.
De fattige i Dubai (Og dem er der desværre en del af) bliver heller ikke glemt i denne tid. Der stilles køleskabe til rådighed i hele Dubai, som folket kan fylde med vand, dadler, brød, kiks og juice. De hårdtarbejdende labour workers flokkes om køleskabene og tømmer dem, lige så hurtigt, som de fyldes op. Flere og flere køleskabe stilles frem af frivillige hænder, der ønsker at gøre en forskel. Jeg tænker ofte på, hvad der sker efter Ramadanen – vil køleskabene mon forsvinde igen, lige så hurtigt som de blev stillet op? Kan vi bare glemme de blå mænd, der hver dag kæmper for at brødføde familien i hjemlandet? En dag – meget snart, skriver jeg et indlæg om disse blå mænd. For de fortjener i det mindste en venlig tanke.
Faktisk, fortjener de meget mere end blot en venlig tanke. Med indkøbsposer fyldt med boller, dadler, juice, yoghurt, frugt, vand, rosiner mm. tog ungerne og jeg derfor afsted for fylde én af de mange køleskabe, som i øvrigt var fuldstændigt tomt, da vi ankom. Pigerne var ivrige for at hjælpe, mens deres mor, meget opdragende, forsøgte at forklare dem konceptet. De var dog fuldstændig uforstående over for pointen med blå mænd, der ikke fik is til dessert og skuffet over, at måtte forlade rosinpakkerne sammen med resten af maden.Kort tid efter, stod køleskabet endnu engang tomt; ribbet for mad og drikke. Dubai er et lækkert sted for os, der kan få gode jobs, men lige så brutal for dem, der ikke kan.
I morgen rejser vi hjem til Danmark på ferie. Og for en kort tid kan jeg lukke øjnene for verdens uretfærdigheder og nyde god musik på Nibefestivalen sammen med min dejlige mand. Mit verdensbillede har ændret sig og jeg kan kun håbe, at mine børns har det samme.
