IMG_0762

Det er godt nok laaang tid siden, at der sidst er kommet en opdatering herfra – I know. Og det er bestemt ikke fordi, at tiden har stået stille. Min samvittighed byder mig simpelthen ikke at afsætte tid til noget så overskudsagtigt, som at skrive et lille bitte blogindlæg. Jeg er efterhånden en presset trold, der om dagen arbejder på højtryk i Jebel Ali og om aftenen er dybt begravet bag tykke bøger og computeren. Den sidste måned har jeg skrevet på to eksamensopgaver samtidig med, at jeg har passet et fuldtidsarbejde, været mor, hustru og temperamentsfuld indetrold. Der er ikke meget energi tilbage om aftenen, når jeg endelig flader ud i sengen. Om mindre end en uge skal jeg til en 4 timers skriftlig online eksamen i afsætningsstrategi og om 1,5 uge gælder det en mundtlig eksamen i kommunikation.

Da vi for et år siden tog beslutningen om at flytte til Dubai, var det ikke uden betænkeligheder. Da jeg sagde mit job op ved Aalborg Gummivarefabrik var det med en blanding af både sommerfugle og edderkopper i maven. Spændt på de nye oplevelser som ventede på os i ørkenstaten, men samtidig dødens angst for at lave ingenting. Med frygten for et CV sammenlignelig med en schweizisk ost, kunne det da slet ikke gå hurtigt nok med at få mig meldt ind i Danish Business Women Dubai. Der skulle netværkes, trænes i fitnesscenter, søges job og jeg skulle videreuddanne mig melde mig. Jeg havde svært ved at vælge i mellem to fag og derfor udlod jeg at vælge et fra – så dumt!

Én ting har jeg lært og jeg vil meget gerne dele min erfaring med dig, der som kvinde står og overvejer at følge med din bedre halvdel til Dubai eller hvilket som helst andet sted. Prioriter din tid! Jeg er nu kommet til den erkendelse, at jeg har allergi for stilstand. Der skal helst ske noget hele tiden ellers kommer panikken snigende ind på mig og jeg udvikler mig til familiens indetrold – en grimling kan man måske passende kalde det. Men jobbet kom meget hurtigere end jeg forventede og det samme gjorde venskaberne. Studierne fylder nu min hverdag med stress og dårlig samvittighed. Jeg er Daniel og Alona dybt taknemmelig for den overbærenhed de viser mig i disse dage.

I sidste weekend tog jeg derfor en velfortjent pause sammen med familien og turen gik til ”Little Explores” i Mirdif City Center. Det var et stort hit for ungerne og deres forældre, der efterfølgende nød en god is mens centeret langsomt blev fyldt op af mennesker efter fredagsbønnen. På trods af de gode intentioner, så kredsede mine tanker dog stadig om de forestående eksamener og selv en shopping tur kunne ikke gøre op for Bostonmodeller, SWOT-analyser og vækststrategier. Allermest har jeg lyst til at springe fra studiet, for hånden på hjertet, så ved jeg ærligt talt ikke, hvad jeg skal bruge det til. Tænker, at der var talte om en brain-fart, da jeg valgte studieretning i sin tid. Men tanken om 3 måneders spildt arbejde og penge ud af vinduet holder mig til ilden.

IMG_0758

IMG_0741

IMG_0774

I stedet fokuserer jeg på de små sejrer og hverdagens glæder.

Anna og Emma har smidt sutterne. De blev sendt afsted med posten til bedstemor i Danmark og har i den sidste måned fløjet rundt blandt skyerne i en flyvemaskine. Anna demonstrerer situationen med Dublo klodser.

IMG_0388

IMG_0421

Det er lykkedes mig, at få dette 1 meter høje facade-H presset ind i min ellers rene bil. Daniel er skeptisk, men jeg skal nok finde et eller andet at bruge den til. Og jeg har nu investeret i en ly limpistol.

IMG_0810

Vi har udvidet familien med disse små skønheder og vi nyder muligheden for at følge med i fulgemors glæder på helt tæt hold.

IMG_0450

Livet er herligt på trods af heftige temperaturstigninger og grimlingstendenser. Eksamen er snart overstået og så lover jeg, at holde en pause fra studiet. Ramadanen venter lige rundt om hjørnet – det samme gør mit overskud. I dag skal jeg afsted til brunch sammen med de skønneste kvinder og jeg glæder mig. God fredag derude.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.