Det er ikke altid nemt at navigere efter de muslimske helligdage, der falder som vinden blæser, eller efter månens komme for den sags skyld. Konsulatet måtte flytte den planlagte helligdag fra søndag til onsdag og jeg fik dermed en forlænget weekend fra onsdag til lørdag sammen med familien.
Der har været en skør Ramadan i år. Udover det åbenlyse faktum, at vi befinder os midt i en pandemi på andet år, der naturligvis har sin indvirkning på den hellige fastemåned, så er UAE ligeledes gået i “tilpasnings-mode”. De sidste par år, har UAE løsnet lidt op på de strikse regler omkring mad og drikke i det offentlige rum under Ramadanen, men i år har der mere eller mindre været åbent for det hele. Der vises ikke betydelig hensyn til de fastende og dermed er en smule af mellemøstens charme fordampet lidt, efter min mening.
Det er naturligvis nødvendigt med en hvis form for tilpasning, når nu Ramadanen “spiser” sig ind på turistsæsonen, fordi den flytter sig knap 2 uger hvert år, men jeg savner alligevel de “hemmelige” caféer gemt bag forhæng og skillevægge.
Vi har igen i år måtte undvære Ramadan-køleskabene, som vi plejede at fylde til de hårdtarbejdende mænd i felten. I stedet har vi givet lidt ekstra til gartneren, bilvaskeren og Alona. Der er vores måde at give lidt tilbage til samfundet på.
Men nu er Ramadanen slut og med den kom Eid’en… muslimernes juleaften.
Vi fik dermed en mini-ferie inden den næste Eid, der falder om et par måneder… op mod sommerferien i juli.
I torsdags var vi taget på heldagsudflugt til Umm al Quwain, hvor vi havde booket os ind til en hel dags spas i Dreamland Aqua Park…
…der tilfældigvis er lokaliseret lige ved siden af The Original Barracuda, UAE’s svar på Otto Duborg.
Vandland til børnene og alkohol til de voksne.
Vi fik samtidig rå-familie-hygget, inden Daniel i går rejste til Danmark, hvor Christine snart bliver færdig som student.
De næste 7 dage må familien Nielsen undvære Daniel og jeg tror, at han skal være ualmindelig heldig, hvis der stadig er en god flaske vin i vinkøleren, når han vender tilbage til Dubai.
Til gengæld sidder han nok og luner sig i sommerhuset med leverpostej, rundstykker og lakridspiber.