Det blev en lang nat om bord på flyvemaskinen, der først fragtede hele familien til Amsterdam og derefter videre til Aalborg. Sidste gang vi tog ruten var Anna en spændt pige på udflugt. Denne gang var hun en overtræt og ulykkelig pige, der hverken ville have selen på eller af, da flyet lettede. Filmene på skærmene var helt forkerte og chokoladekagerne for få. Næste gang tager vi nok en dagsflyvning.
Gensynet med farmor, farfar, Christine, mormor og Bjarne var dog flyveturen værd. Pigerne jublede begejstret over udsigten til uanet mængde ren forkælelse. Denne gang har vi valgt at bo hos familien under vores ophold i Danmark. Første stop på turen er derfor Viborg, hvor farmor og farfar stod klar med masser af kram. Daniel er opvokset i Viborg og mens vi kørte rundt i byen krøb nostalgien ind under huden på ham. Efter et par dage smurte vi derfor en god gammeldags madpakke med rugbrødsmadder og spegepølse, hvorefter turen gik til Granada Skoven. Udflugten blev beriget med Christines selskab og pigerne var max klar på skovtur.
Det er første gang alle tre piger, løber rundt sammen i naturen, mens de med stor iver spænder op og ned af skovskrænter. Anna følte sig som en stor pige og spejlede alle Christines kunstner, mens lillesøster Emma måtte halte bagefter med det største smil på læberne. Vejret var som den danske sommer ofte er med sol og småbyger. Og jeg nød den friske luft og duften af græs efter regnen. Jeg har helt glemt, hvordan den kølige luft føles i lungerne når de fyldes helt op.
På gåturen så Anna op på mig med et forbløffet ansigtsudtryk, mens hun rakte ud efter min hånd, som hun førte op til sit ansigt.
Mor, min næse er helt kold. Prøv at mærk!
Jeg er nu lykkelig for, at Daniel inviterede os med på sin tidsrejse tilbage til barndommen. Ungerne elskede det og nød det mere end nogen anden oplevelse vi har haft i Dubai. Hvor er det dog simpelt.
Det var tre trætte og meget glade piger, der drog tilbage til farmor og farfar – En oplevelse rigere. Nu glæder jeg mig til at vise familien mine barndomsminder, når vi i næste uge tager til Thy.
Lige nu er pigerne installeret hos farmor og farfar, mens Daniel og jeg er tjekket ind på Nibe Festival. De næste par dage vil jeg nyde det gode selskab, musik og forhåbentlig også det gode vejr.
Kryds fingrene – det gør vi 🙂