Tiden er gået så stærk efter, at vi er landet i Danmark. I Dubai synes jeg, at tiden sneglede sig afsted og nu kan jeg slet ikke følge med længere. Hvis bare jeg kunne finde pause-knappen, så ville jeg forlænge ugerne med flere feriedage.
Vejret har indtil videre været af varierende karakter med masser af regn, rusk og solskin. Vi har fået let solforbrændt arme under årets fodboldgolf-turnering, men ikke mere end vi kan tåle. Det er dansk sommervejr, som vi kender og elsker det.
I lørdags var vi en tur forbi vores nye sommerhus, som vi officielt overtager 1. august, men som vi allerede nu har fået nøglerne til.
Udflugten til Hals blev suppleret med en tur til Aalborg Zoo, efterfulgt af pizza hos tante Majbritt og onkel Steffen.
Vi nyder at nyde sommeren og vi nyder den friske luft, som vi ikke behøver at trække igennem en maske. Pigerne er gode til at holde afstand og benytte de sprit-standere, der er placeret rundt om i landskabet – de skal ikke nyde noget af den Corona, som farfar sådan har kæmpet med.
Det tegner på at blive en god sommer og jeg synes allerede, at vi er kommet rigtig godt fra start. Nu venter vi bare på, at Daniel skal ankomme, så ferien kan blive endnu bedre.