Det absolut bedste ved december i de Forenede Arabiske Emirater er det top lækre vejr og alle de muligheder, der følger med vejret. Der er fire virkelig dejlige måneder i vinterhalvåret og et par måneder i hver ende, hvor temperaturen ikke er for høj og luftfugtigheden er helt perfekt.
De måneder skal nydes, for det gode vejr i vinterhalvåret efterfølges af hedebølge og en luftfugtighed op til 90% i sommerhalvåret. Så december 2023 blev i den grad udnyttet.
De Forenede Arabiske Emirater fejrer deres nationaldag d. 2 december hvert år, hvilket ofte resulterer i en forlænget weekend, som vi ynder at fejre med gode venner og ørken-picnic.
Alle familier tager en ret med fra deres eget hjemland, som vi deler med hinanden.
Det sætter gang i samtalerne og de gode historier. Vi er den eneste danske familie på disse ture, så vi kan frit vælge mellem de traditionelle retter. Og ingen jul uden æbleskiver.
Børnene hygger sig med hinanden og det er ikke meget vi hører fra dem, når de, i løb, forsvinder bag sandbakkerne. Alle er med og ingen bliver holdt udenfor. Det er en “sand” fornøjelse… hvis du forstår.
Børnenes skole, “The Arbor School” fejrer julen med den tilbagevendende Winter Fayre én af de sidste aftener før juleferien. Jeg elsker, at julen får lov at fylde så meget i et arabisk land, der ikke normalt fejrer de kristne helligdage. Men nu er de Forenede Arabiske Emirater en smeltdige af kulturer, religioner og traditioner, så der er plads til det hele.
Det er blevet en fast tradition igennem de sidste 5 år, at vi skal forbi skolen og tilbagekøbe børnenes kreationer for matador-penge og så skal vi selvfølgelig se og filme årets julekoncert.
Det er vanvittig hyggeligt og der mangler virkelig intet.
Den 9. december inviterede Daniels arbejde til Family Day 2023, som den de arrangerede tilbage i 2019.
På grunds af Covid-19 er det kun 2. gang, at Beamtrail samler alle medarbejderne til fælles hygge, men heller ikke denne gang, var der sparet på noget.
Der var boder, hoppeborg, facepainting, buffet, sceneshow og meget, meget mere.
På generalkonsulatet var der ligeledes inviteret til julefrokost med pakkeleg og lækker buffet. Det var dog forbeholdt medarbejderne alene og ikke for familien. Vi har endnu engang haft et vanvittig travlt år med visumansøgninger, konsulært og COP-28, så det var rart med en lille pause.
Alle medarbejderne har i den grad knoklet. Vi har fået mange nye kollegaer ved konsulatet og 2023 har bestemt ikke været kedelig. Jeg elsker mit job, selvom det kræver meget af min tid.
Jeg bliver udfordret hver dag, men vokser med opgaverne. Jeg er virkelig en heldig kartoffel.
Og så var vi inviteret til æbleskiver og gløgg hos et par af vores venner den sidste weekend inden jul.
Det er gået op for mig, hvor vigtigt disse stunder er for mig. Det er de danske traditioner, der påminder mig, at vi kommer et andet sted fra. Dubai er dejlig, men det er unægtelig ikke Danmark eller Vesten. Og var det en konkurrence, så er jeg ikke i tvivl om, at Danmark ville vinde.
Men for nu er det her vi bor og jeg elsker det liv vi har skabt os her.
Og så har vi skabt os nogle nye traditioner, som følger jul efter jul.
Jeg nyder december-vejret og den stress frie jul. Vi bestiller julemaden udefra og tager det helt roligt.
Denne jul blev desværre uden mormor, til gengæld har vi fornøjelsen af farmors selskab. Og det nyder vi.
Der har været knald på december, men på den gode måde. Vi har hygget os og brugt dagene sammen som familie. Snart er det nytår og 2024 banker på døren.
Jeg har store forventninger til 2024. Vi har allerede bestilt en familierejse til Spanien, hvor vi glæder os til at bruge en lille uge sammen med gamle venner i påsken. Derefter går turen videre til Marokko, hvor vi skal fejre Eid al-Fitr.
Jeg har meget store forventninger til det nye år… men tiden vil vise, hvad året bringer. Så meget har jeg trods alt lært.
Glædelig jul og godt nytår til venner, familie og alle jer, der med jævne mellemrum finder frem til min blog. Jeg får løbende mails og søde beskeder fra nær og fjern. Tak for dem alle.
Vi ses i det nye år.