I dag har jeg haft min sidste arbejdsdag ved Rafn & Søn. Efter 2 års ansættelse har jeg valgt at opsige min stilling. Det er aldrig nogen rar situation at stå i når man, som jeg, har indkaldt chefen til samtale for at fortælle hende sin beslutning. Heldigvis tog min chef det meget pænt. Hun var forstående og ønskede mig god vind. Jeg kommer til at savne mine kollegaer, men jeg glæder mig helt vanvittigt til at påbegynde et nyt kapitel i mit liv. Jeg er spændt på, hvad fremtiden byder mig og lige nu sidder jeg mest af alt med en lettelse i mit hjerte.
Der er ikke ret meget, jeg kommer til at savne fra min arbejdsplads af regneark, beregninger af ejendomsskat og øvrige rutineopgaver. Der har ikke været meget kreativitet eller hjernegymnastik forbundet med mine arbejdsopgaver og det har jeg savnet helt ind til sjælen. Jeg kommer heller ikke til at savne transport- eller myldretiden.
Jeg er blevet klogere på mig selv og hvad jeg ønsker mig af fremtidige arbejdspladser. Aldrig mere vil jeg gå på kompromis med mig selv for at få et arbejde.
Jeg har været glad for den fleksibilitet, som jeg altid har været mødt med ved Rafn & Søn. Jeg ved, at det var et priviligium, at jeg altid har kunne ligge mine arbejdsdage, arbejdstider og ferie, som det passede mine behov. Der har været orlov i sommerferien og nedsat arbejdstid, så jeg kunne få en ugentlig fridag til at dyrke mine fritidsinteresser, uddannelse, forældre-tam-tam-møder i pigernes nursery osv.
Men jeg har også måtte sluge mange kameler og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har kedet mig bravt. Gejsten til mit arbejde har jeg holdt oppe med udsigten til en ny stilling internt i virksomheden som industriel designer/møbeldesigner, men nu hvor jeg ved, at det projekt ikke længere er aktuelt, så er det blevet tid for mig at gå nye græsveje.
Det jeg kommer til at savne allermest, er mine to nærmeste kollegaer. Maria og Katrine har en hel særlig plads i mit hjerte. Og dem giver jeg ikke slip på – slet ikke. De har forkælet mig og vi har holdt humøret højt sammen – Vi drikker gravøl sammen på torsdag.
Jeg forlader et næsten tomt kontor. En virksomhed der er ved at lukke ned. En arbejdsplads der er under afvikling. Da jeg blev ansat for to år siden i maj 2016, var vi en stor dansk virksomhed med mange medarbejdere i Dubai og Danmark. I dag sidder der kun en lille håndfuld tilbage. Det er ikke kun mig, der søger nye områder at udforske. Der er en hel fabrik, der er i forandring.
Det bliver spændende at følge med på sidelinjen. Fra en meget fjern distance!
Mit livs kærlighed. Manden i mit liv har givet mig en “tillykke, du er nu arbejdsløs” gave. Altid støtter han mig i mine valg og må ligge øre til meget brok. Jeg er en meget heldig kvinde!
Og hvad mig angår, så har jeg først og fremmest en merkonomuddannelse inden for International Handel og Markedsføring, der skal færdiggøres via fjernstudie. En uddannelse, som jeg påbegyndte på UCN Aalborg i efteråret 2014 og som jeg nu endelig er ved at få afsluttet. Det har været en lang sej kamp og forhåbenligt bliver mit afgangsprojekt godkendt når jeg afleverer midt i maj, så jeg kan komme til eksamen i juni.
Derefter har jeg sat mig nye mål i en helt ny retning, men først efter sommerferien. Den skal nydes sammen med familien helt uden forbehold.
Farvel og tak for denne gang Jebel Ali, der var en blandet fornøjelse 🙂
