Det er to år siden, at jeg første gang tog afsted til Ladies Balut for at spille terninger og mødes med andre kvinder i Dubai. Dengang gjorde jeg det af nysgerrighed og fordi det lød lidt eksotisk. Jeg håbede samtidig at få netværket lidt og blive klogere på det samfund jeg var landet i. Jeg har ikke været afsted ret mange gange og det kan sandsynligvis tælles på én hånd, men jeg blev alligevel lidt trist, da jeg hørte, at Ladies Balut nu lukker ned efter 20 år. Det er trist, meget trist…
Jeg tog med en sidste gang, fordi det var sidste chance og fordi jeg gerne ville sige pænt farvel til de seje kvinder, der hver måned har stået for arrangementet. Jeg er ked af, at jeg ikke kom noget oftere, for det er faktisk max hyggeligt og jeg bliver helt grebet af stemningen.
Der er hæder og præmier at vinde, men jeg kunne godt se, at deltagerantallet var skrumpet gevaldigt ind. Det giver ikke mening, at arrangere spilleaftener, når der ikke er deltagere nok til at danne par. Mange danskere flytter hjem for tiden og det begynder at kunne mærkes. Heldigvis kommer der også nye danskere til, men en æra er nu ovre.
Jeg håber, at der dukker en undergrunds balut-klub op i stedet og at aftener kan fortsætte i et mere privat regi. Jeg skal nok bakke op om nye tiltag og ligger også gerne hjem til. Med lidt goodwill vender Ladies Balut, Dubai måske tilbage med flere medlemmer.
Indtil da er det slut, prut, balut.