En dag i januar fik jeg et opkald fra min søde veninde Sarah. Hun havde langt om længe taget imod en besøgsinvitation fra en bekendt i Pakistan og ville lige høre, om jeg var interesseret i at tage med hende som rejsemakker. Tøvende sagde jeg “måske”. Invitationen kom ikke ud af det blå – faktisk var det ikke mere end et år siden, at hun spurgte mig første gang, men turen blev aflyst på grund af visum-problemer. Dengang var jeg vidst en smule lettet, da Pakistan jo ikke er et oplagt turistland. Faktisk fraråder det danske Udenrigsministerium at rejse til store dele af Pakistan på grund af risiko for terror. Og så var der alle udfordringerne med visum-ansøgningsprocessen. Åhh jøses.
Men jeg endte med at sige ja, hvis det ville lykkedes mig at få fat i et besøgsvisum til Pakistan. Og det viste sig at blive langt mere besværligt, at jeg havde håbet på. For det første anede jeg slet ikke, hvor jeg skulle begynde. At kontakte den pakistanske ambassade telefonisk var ikke en mulighed – dels på grund af den sproglige barriere og dels fordi telefonen konsekvent var lukket. Så den eneste mulighed var Google og personligt fremmøde på Den Pakistanske Ambassade i Dubai med en bunke papirdokumenter, pasbilleder samt et pas i hånden og så krydse fingre.
Det var ellers ikke nemt at finde de papirer, der skulle bruges, da hjemmesiden mildest talt er ringe. Men skulle du stå i en lignende situation, så forærer jeg dig hermed de nødvendige dokumenter – held og lykke med at udfylde dem.
Sarahs forbindelse i Pakistan – Muhammad, var flink til at sende mig en skriftlig invitation, som jeg kunne vedlægge min ansøgning. Uden en direkte forbindelse til Pakistan ville det have været nødvendigt med en invitation fra det hotel, som vi skulle bo på under vores ophold i Pakistan.
Det første besøg ved ambassaden var ikke særligt vellykket, da jeg ankom til en lukket dør pga. en pakistansk helligdag. Andet besøg gik derimod bedre, selvom manden i lugen påpegede, at Muhammad havde glemt at sætte sin underskrift på invitationen. Til gengæld kunne han bekræfte, at alle øvrige papirer var i orden og det eneste jeg manglede var en underskrift. Alligevel var jeg lidt nervøs, da jeg på væggen ved siden af lugen kunne læse en guide til ansøgningsprocessen, hvor der stod, at en flybillet var nødvendigt for at kunne ansøge om visum.
Jeg havde ingen planer om at købe flybilletterne før mit turist visum var i hus, men den pakistanske medarbejder forsikrede mig om, at det ikke var nødvendigt for ansøgningsprocessen. Derefter så han på mig med et ligegyldigt blik, der betød, at jeg godt kunne skrubbe afsted.
Ved tredje besøg på ambassaden følte jeg mig meget optimistisk, da jeg nu ankom med de samme papirer som sidst inkl. en underskrevet invitation fra Muhammad i Pakistan – det eneste der manglede jævnfør mit sidste besøg.
Alligevel mente manden i lugen, at det ikke var helt godt nok. Han rystede på hovedet og efterspurgte en vielsesattest, som jeg måtte hele vejen hjem til Silicon Oasis for at hente. Da jeg en time senere igen stod ved lugen, skulle manden alligevel ikke bruge det til noget. Det var tilsyneladende mig, der helt havde misforstået budskabet og nu var det en helt tredje ting han efterspurgte, som bevis på mit erinde i Pakistan. Jeg var rød i bærret og begyndte efterhånden at føle mig uvelkommen. Slukøret måtte jeg vende næsen hjemad uden at have indgivet min ansøgning om turistvisum.
Femte gang ved Den Pakistanske Ambassade var jeg mere heldig. En ny mand sad bag lugen og han tog venligt imod min ansøgning. Lykkelig forlod jeg ambassaden med en kvittering i hånden.
Helt fejlagtigt troede jeg, at tålmodighedstesten nu var bestået og at jeg blot kunne svinge forbi ambassaden et par dage senere for at hente mit visum. SNYDT – jeg tog fejl, da jeg for sjette gang stod foran lugen på Den Pakistanske Ambassade. Den sure mand var atter tilbage i lugen og han havde ikke godkendt min ansøgning – det ville jo være for nemt. Han bad mig om at ringe Muhammad op, således de kunne tale sammen i telefonen. Jeg stod lidt nervøs og rokkede på mine tæer, mens de talte sammen. Hvad var problemet mon nu?
Kort tid efter stod jeg med en ny kvittering i hånden og jeg fik nu lov til at betale for mit visum. Endelig var det lykkedes mig! Jeg havde svært ved ikke at vifte min kvittering foran næsen på alle de andre besøgende, der opgivende måtte forlade lugen med visumansøgningen i hånden. Duer ikke, væk!
Fire timer senere sad jeg for syvende og sidste gang ved Den Pakistanske Ambassade i Dubai og ventede på, at lugen skulle åbne, så jeg kunne hente mit pas.
Under hele processen holdt jeg Sarah underrettet. Hun kæmpede på samme tid med sit visum i Danmark, hvor forholdene dog er noget bedre. Jeg har efterhånden brugt mange timer på at vente og sidde i bil. På den gode side, kan jeg nu finde frem til Den Pakistanske Ambassade i Dubai uden brug af GPS.
Men det lykkedes mig tilsidst. Jeg kunne forlade ambassaden med et godkendt turistvisa i passet samt nogle erfaringer rigere.
Det blev begyndelsen til en hel unik rejse, der har beriget mig med nye venskaber og en udvidet familie. Aldrig har jeg haft en sådan en oplevelse, der i den grad har rokket ved mit syn på det muslimske samfund. På hele vores rejse har jeg følt mig velkommen og tryg i Pakistan. Men jeg er ikke naiv – jeg ved, at Pakistan stadig har et meget stort arbejde foran sig med demokrati, korruption, sikkerhed og uddannelse. Til gengæld er der masser af hjertevarme og historie.
