Hverken Sarah eller jeg var helt sikre på, hvad vi havde sagt ja til. Jeg brugte enhver lejlighed inden vores rejse, til at Google Pakistan, Lahore og Punjab for at blive klogere på kulturen, religionen og historien bag landet. Historien skræmte mig mere end noget andet, da ord som taliban, Osama Bin Laden og terror dukkede op i min søgning. Jeg følte mig usikker, men Muhammad gjorde alt for at forsikre os om, at vi kunne være helt trygge ved den forestående rejse. Jeg havde desuden fat i en pakistansk kvinde, som jeg lærte at kende sidste år til Art Dubai og også hun forsikrede mig om, at Lahore var en dejlig og sikker by at rejse til – når vi nu var inviteret af en lokal pakistaner.

Så vi bestilte flybilletten og tog afsted natten til fredag d. 16. marts 2018. Selve rejsen fra Dubai til Pakistan var hård, da vi rejste midt om natten uden ret meget søvn og vi måtte desværre mellemlande i Karachi. Humøret var dog højt og vi glædede os til at opleve Pakistan.

Da vi langt om længe landede i Lahore lufthavn, blev vi hentet af Muhammad og nevøen, hvorefter vi blev kørt direkte hjem til søsteren. Her ventede os et pakistansk morgenmåltid, der fik næsen til at løbe og tungen til at brænde. Maden mindede meget om de indiske retter, som jeg kender fra Dubai.

Både Sarah og jeg var spændte, men også meget meget trætte efter vores flyvetur uden søvn. Vi var derfor ivrige efter at se vores hotelværelse og håbede i vores stille sind, at vi ville få muligheden for at hvile os lidt, inden vi skulle ud at se byen Lahore. Vi vidste, at der var lagt et stramt program for os, så vi kunne få mest muligt ud af vores forholdsvise korte ophold, men vi havde endnu ikke en idé om, hvad vi skulle ud at se i Pakistan. Hver gang vi spurgte ind til planerne, blev de ved med at ændre rækkefølgen og tidsplanen. Vi lærte efterhånden, at tidsplaner blot var en guideline og ikke en egenlig tidsplan. DSB ville sikkert have elske det.

Muhammad havde indlogeret os på et fem-stjernet hotel, hvor han var sikker på, at sikkerhedskontrollen var i top. Vi havde allerede oplevet at blive stoppet af militærpolitien én gang på vores vej fra lufthavnen i Muhammads bil. Nevøen måtte love politiet, at de selvfølgelig ville følge os tæt under hele vores ophold i Pakistan – og det gjorde de alle dage.

Selve hotellet kunne vi bestemt ikke klage over. Det var rent luxus og vi fik lov til at hvile os nogle gode timer, inden vi atter stod klar foran hotellet. Vi blev afhentet på hotellet af Muhammad, nevø’en og niecen Sara, der snart er færdiguddannet læge. Vi skulle ud på en kinesisk restaurant at spise, således hele Muhammads familie kunne sige pænt velkommen til os.

Det var så hyggeligt at sidde i lænestoler og bløde sofa’er, mens vi spiste på en kinesisk restaurant, der mindede mig om P.F. Changs i Dubai. Selv vægdekorationen i forhallen var direkte inspireret af det indendørs springvand i Dubai Mall, med mændene i udspring – dog i mindre skala. Vi blev officielt budt velkomne med blomsterkrans til armen, som duftede så dejlig, at vi slet ikke behøvede andet duftevand.

Klokken var langt over midnat, inden vi atter var tilbage på hotellet efter en dejlig aften. Det skulle vise sig, at det var meget normalt med aftensmad omkring klokken 22.00-23.00 om aftenen.

Næste formiddag blev vi afhentet af Muhammad, svogeren og nevøen, som kørte os til den gamle del af Lahore, hvor vi skulle besøge Lahore Fort, der kan dateres tilbage til 1566 under styret af Kejser Akbar. Jeg kunne mærke, at mine kinder blev helt varme, da vi nærmede os fæstningen. Arkitekturen bærer præg af både hinduistiske og muslimske motiver, som stammer fra en tid, hvor Pakistan, Indien og Bangladesh var et samlet land. Det var præcist sådan noget, som jeg havde håbet på at se. Jeg tror, at Sarah var mindre imponeret, men hun var god til at skjule det.

I forbindelse med fortet ligger Badshahi moskeen, der blev bygget i slutningen af 1600-tallet. Moskeen er i dag én af Pakistans mest ikoniske bygninger og ligger fortsat på listen over de største moskeer i verden. Af min research af Pakistan og erfaring fra livet i Dubai havde jeg selvfølgelig et tørklæde liggende i min taske, klar til at slynge rundt om håret, da vi nåede til moskeen. Muhammad forsikrede Sarah om, at det bestemt ikke var nødvendigt med et tørklæde, da hun ikke havde medbragt sit. Jeg følte dog, at det var temmeligt respektløst ikke at bære tørklædet ved moskeen og jeg fandt ret hurtigt mit frem. På gåturen undrede jeg mig meget over Muhammads optimisme, da jeg aldrig selv har været i en moské uden tørklæde – det virkede helt forkert. Det viste sig dog ret hurtigt, at Muhammad havde været for optimistisk og vagterne havde bestemt ikke i sinde, at lukke Sarah ind i moskeen uden tørklæde. Således måtte hun låne min cardigan til at skjule lokkerne med.

Det gav et godt grin resten af dagen, for selvom Sarah var meget omhyggelig og havde god held til at kamuflere cardiganen som et reelt tørklæde, så havde hun alligevel svært ved at skjule lommerne på hovedpragten. Herefter lovede hun sig selv altid at medbringe det fine tørklæde, som hun havde købt i Dubai til formålet – desværre fik vi ikke brug for det sidenhen.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft tid hjemmefra til at læse lidt op på fortet og den gamle moské, men jeg havde ikke den fjerneste anelse om, at vi skulle besøge denne del af Lahore. Jeg havde ligeledes ledt med lys og lygte efter Lonely Planet – Lahore, men den var desværre helt umulig at skaffe med så kort varsel. Jeg har altid haft en særlig forkærlighed for landes historie, kultur og religion. Og her fik jeg det hele serveret på én gang. Især var jeg meget glad for udstillingen, hvor vi kunne se profeten Muhammeds klæder, redskaber og tænder. Desværre var det ikke muligt at tage billeder af selve udstillingen.

Som vi gik rundt der blandt lokale pakistanere og kinesiske turister, blev Sarah og jeg det største trækplaster. I Dubai er jeg efterhånden vandt til folk, der ivrigt tager billeder af Anna og Emma, når vi er på udflugt. I Pakistan blev jeg målet for kameralinsen. Og i stedet for at nøjes med et stort fællesbillede sammen med en flok pakistanske piger, der pænt havde spurgt om lov til at tage et billede, måtte jeg stille mig klar til en række individuelle selfies – indtil Muhammad skred ind og sendte pigerne afsted igen.

Vores lyse hud og mit røde hår tiltrak masser af opmærksomhed, men altid i en positiv retning. Jeg har før siddet i en taxa i Dubai på vej hjem fra en ladies night, mens min pakistanske chauffør brugte hele turen på at spørge ind til mine grimme fregner.

Hvorfor har Gud straffet dig sådan med alle de brune pletter? Det er en skam, for ellers ville du have været pæn

Ja, det sagde han faktisk 🙂 Som teenager var jeg meget ked af mine mange fregner på armene og i hele ansigtet. I dag er jeg heldigvis ligeglad, når nogen kommentere dem. Og jeg elsker mine fregner!

I Pakistan fik vores lyse hud os foran meget lange køer og jeg måtte pænt undskylde over for de mange besøgende, der havde stået med bare tæer på hede fliser midt i solen i flere timer, fordi de også ville se Profeten Muhammeds redskaber, men som ikke var lige så heldige at springe den lange kø over. Vi fik også guideture rundt i fortet af vagter, der ivrigt forlod deres poster, så de kunne følges med os, de eksotiske piger fra Danmark. Og vi fik lov at tage billeder, hvor det ellers var stræng forbudt.

Vi fik så meget historie fra guiden og flere detaljer om fortet end vi selv kunne læse os frem til. Som historien bag glassalen med de mange tusinde farvede glasstykker, historien om de små spejle i klædeværelsets loft, der kunne give den udkårne kvinde stjerner i dagslys og historien om kongekronen som alle kunne få lov til at bære.

Der er meget jeg gerne vil fortælle, meget jeg gerne vil vise, meget jeg gerne vil genopleve. Jeg vælger i stedet at smække nogle billeder ind. Alt andet vil blive for uoverskueligt – selv for mig.


 
 
 

Så mange mennesker har passeret igennem fortet og mange krige er kæmpet på stedet. Og havde jeg haft tid for mig selv, ville jeg have brugt lidt tid på vandre rundt på egen hånd og forestillet mig de folk, der engang havde sin daglige gang på stedet.

Det er som 1001 nats eventyr og helt uvirkeligt for mig. Desværre vender jeg nok aldrig tilbage til netop dette sted – ikke fordi jeg ikke har lyst. For det har jeg helt bestemt. Jeg er bare meget bevidst om, at dette her var en hel unik mulighed, som Sarah og jeg var så heldige at få givet, fordi Sarah kender Muhammad.

Glimmer på og op på kaminhylden, tak – som Hella Joof ville have sagt, efter hun skrev papmaché reglen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.