Det er unægtelig en hård tid for os alle lige nu. Det er så hårdt at været spærret inde og at undvære sine nærmeste. Det er hårdt at hjemmeskole og ikke kende udsigterne til, hvornår vi kan vende tilbage til hverdagen. Den sidste tid har været ekstra hård for farmor og farfar, der fik en uvelkommen souvenir med sig hjem fra Dubai.
Symptomerne hos farfar meldte sig få dage efter hjemkomst fra Dubai. En hjemrejse, der skete et par dage før tid, da Mette Frederiksen som bekendt opfordrede alle danskere i udlandet til at rejse retur til Danmark. Vi var også bange for, om flyafgangende ville blive indstillet før den planlagte hjemrejse, så vi fik ændret flybilletterne kort efter pressemødet i Danmark. Det blev en hektisk afslutning på en ellers dejlig ferie, men vi var overbevist om, at vi gjorde det rigtige.
En overbevisning, der efterfølgende blev til indædt tvivl og en smule fortrydelse. Det er jo ikke til at sige, om det var sket alligevel… sandsynligvis. Vi kan ikke spå om fremtiden og det er svært at forudsige konsekvenserne af de valg, som vi dagligt træffer. Det er heller ikke til at sige, hvor eller hvornår farmor og farfar fangede den virus, vi alle render rundt og frygter, men det skete altså.
Hjemme i Danmark gik de begge i selvvalgt 14 dages isolation og med hjælp fra venner og familie, fik de handlet ind til hverdagen. Da de første symptomer kom, blev det skudt hen, som en mild forkølelse, men med bange anelser om, at det kunne være meget værre. Det endte med en indlæggelse af først farfar og dernæst farmor.
Hvor farmor hurtigt blev hjemsendt mod karantæne, så måtte farfar flere gange ind og ud af intensiv-afdelingen. Hver gang vi troede, at det hele nu lysnede, så blev det slemt igen. Der er dage, hvor Dubai bare ligger alt, alt for langt væk fra Danmark. Især når alt fly-trafik er indstillet og lufthavnen, mere eller mindre er lukket ned.
Vi havde bevidst ikke fortalt pigerne om farfar’s situation, da vi ikke ville bekymre dem unødigt. Det var derfor en kæmpe chok for Anna og Emma, da de, til Anna’s fødselsdag, Skypede med farmor og farfar fra hver deres “hjem”. På skærmen sad farfar med en ilt-slange i næsen og i hvidt hospitalstøj. Vi havde ikke tænkt over, at det rent visuelt kunne ses på farfar, at han var syg, men det var ikke til at tage fejl af. Han var kun skyggen af sig selv.
Efter 5,5 ugers indlæggelse kom farfar endelig hjemme til farmor med hjælpemidler til at klare hverdagens mange udfordringer. Det var en glædens dag. I mange uger har farmor og farfar måtte undvære hinanden. Kommunikation har primært foregået via Skype, hvor de har spist aftensmad sammen, de dage, hvor det kunne lade sig gøre. Det er rørende og dejligt, at de fandt en måde at være sammen på, hver for sig.
Nu skal farfar bruge den kommende tid på hvile og genoptræning. Desværre blev farmor endnu engang testes Covid positiv og selvom hun har sluppet for indlæggelse, har hun båret rundt på den samme virus i mere end 2 måneder.
I dag blev farmor endelig testet negativ og vi kan kun formode, at begge bedsteforældre nu er Covid-immune.
Og midt i alt elendigheden blev farmor og farfar endnu engang bedsteforældre. Flokken af børnebørn blev udvidet med endnu en sønnesøn og en fætter til ungerne.
Vi glæder os til at møde lille Lauritz i sommerferien, Inshallah.
