Der er ikke så meget at grine over for tiden. Nogen nætter har jeg svært ved at sove og det skyldes ikke kun, at Adam vækker mig med jævnlige mellemrum. Det skyldes i højere grad den situation, vi alle befinder os i lige nu. Jeg føler virkelig at Covid-19 har stjålet muligheden for helt essentielle oplevelser og grundlaget for nye værdifulde øjeblikke sammen med familien.

I stedet for at turnere Danmark rundt med guldklumperne i påsken, har vi været indespæret med udgangs- og udrejseforbud. Mens ungerne har hele livet foran sig, så vokser Adam med ukrudtets hastighed. Han vokser ud af sit første og andet sæt tøj, han begynder at grine og pludrer lystigt derudaf. Og selvom jeg ELSKER det, så har jeg samtidig lyst til at tude. Det er så uretfærdigt, at livet fortsætter ufortrødent, når vi ikke kan dele de særlige øjeblikke, med dem vi holder allermest af. Jeg er så inderlig træt af corona, masker og klamme handsker.

Adam i bryllupstøjet, der allerede er ved at blive for småt.

Sommerferien er truet og selvom, der stadig er en reel chance for, at flytrafikken bliver genoptaget til juli, så er der fortsat risiko for, at vi ikke kan få lov til at returnere til Dubai igen, når sommerferien slutter. Jeg er måske sort-seer, men jeg er også realist.

Udover udsigten til at gense familien og deltage i bryllup, så havde vi set frem til at skulle købe sommerhus i påskeferien. Efter at have talt om sommerhuskøb i mere end 4 år, så var det et anti-klimaks af dimensioner, da vi måtte sande, at den plan endnu engang røg i vasken. Intet går efter planen for tiden. Sommerhuset skulle jo netop stå klar, så vi i år kunne holde sommerferie i eget hjem.

Nu har vi kastet os ud i “projekt sommerhus version 3” – Et distance-køb.
Yes sir!

Sommerhuset med den hyggelige udendørskrog

Siden sidste sommerferie har vi været i jævnlig dialog med vores danske bankrådgiver, mens vi har sat penge til siden. Med prioriteringerne på plads har vi holdt godt øje med sommerhus-markedet i det mørke Jylland. Med god udskiftning af huse er favoriterne desværre hurtigt røget af markedet igen.

Det er derfor vigtigt, at vi nu handler hurtigt uden at lade os rive med.

Svoger 1

Vi har haft to spejdere (Aka svoger 1 og svoger 2) ude at besigtige 4 nøje udvalgte huse, med 3 forskellige mæglere, på vores vegne. Vi var med online via Zoom, mens vi fik en virtuel rundvisning i sommerhusene. Det var en sær oplevelse, men det gav os præcis det, som vi manglede for at kunne udvælge det bedste hus for os.

Svoger 2

Nu sidder vi tilbage med to gode bud på det perfekte sommerhus. De har hver deres fordele og ulemper, der kombineret kunne udgøre drømme-boligen.

Sommerhuset med de mange hemse

Hvilket sommerhus, vi vælger at byde på, afhænger af tilstandsrapport, overtagelsesmulighed og mavefornemmelse.

Hvis sommerferien i Danmark skulle blive præget af 14 dages isolation og distance hensyn, så bliver det forhåbentlig med base i eget sommerhus.

Drømmene kan vi heldigvis få lov til at beholde, trods corona.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.