Adam nærmer sig sin 9 måneders milepæl. På grund af omstændighederne føler jeg gang på gang, at jeg bliver snydt for mange af de planer, som jeg havde lagt, da Adam fortsat lå i min mave og der ikke var noget, der hed Covid-19. Sådan er det bare og vi får det bedste ud af tiden med de restriktioner, der nu engang er her. Heldigvis er Adam ligeglad og lykkelig uvidende om de mange planer, som jeg havde for ham og jeg.
Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle mødes med den danske sundhedsplejerske Rikke ved Det Danske Kultur- og Sømandscenter i Dubai til babytræf og konsultation – Danish style, indtil Abu Dhabi lukkede grænserne og mere eller mindre gjorde det umuligt for hende at komme frem.
Jeg havde desuden forestillet mig, at Adam skulle døbes af den danske præst Carl, som det eneste barn i flokken, så han kunne få et dansk cpr-nummer og blive registreret i det danske system, indtil Carl strandede i Singapore, da landet lukkede ned. Nu er Carl ikke længere præst i Dubai, men permanent forflyttet til Singapore. Det betyder samtidig, at Det Danske Kultur- og Sømandscenter i Dubai er lukket ned. Det er virkelig trist.
Nu, 9 måneder senere, er min barsel slut. Jeg fik ikke den tid eller de oplevelser med Adam, som jeg havde håbet på de første par måneder i hans liv. Til gengæld var vi i Danmark 2 måneder hen over sommeren og det kan ikke erstattes af noget bedre. Nu er hverdagen så småt ved at vende tilbage til en hvis form for normalitet, omend i et lidt langsommere tempo. Adam er vokset ud af flere tøjstørrelser og er nu lidt sjovere at lege med.
Vi er begyndt at gå til baby-svømning hver fredag og Adam ELSKER det. Han er ét stort smil, fra vi ankommer til poolen og indtil vi tager hjem igen. Han plasker, blæser bobler og dykker, som om han aldrig havde gjort andet. Aldrig har han grædt eller gabt under eller efter træningen. Det er en god mor-søn aktivitet.
Adam har også været med på sin første ørkentur – en morgen-picnic ude i Sharjah’s sandyner i weekenden. Det blev baby’s første møde med sand og kamellort.
Nu hvor Adam kan sidde uden hjælp og så småt er begyndt at møffe rundt på gulvet, så er legetøjet begyndt at blive mere interessant for ham. Desværre har vi skaffet os af med de fleste baby legesager efterhånden som pigerne er vokset fra dem. Derfor er jeg glad for, at vi kan arve legesager fra venner og købe brugt på nettet. Desuden er Adam mindst lige så glad for grydeskeer og deciliter mål.
Som noget nyt har vi meldt Adam ind i Kiddos Toys Club, som er en legetøjs-dele-klub for børn op til 6 år. Vi lejer simpelthen 3 forskellige slags legetøj på månedsbasis, hvorefter legetøjet skiftes ud med noget andet. Det er skisme smart og praktisk.
Det er billigt og et miljøvenligt alternativ på den snedige måde. Skulle vi så få lyst til at investere i legetøjet selv, så kan vi købe det brugt igennem klubben eller skrive det på ønskesedlen. Der er ikke et øje tørt.
Mens vi er på arbejde og pigerne er i skole, så hygger Adam derhjemme sammen med Alona. De er et uadskillige team med deres egne rutiner og lege i løbet af dagen. Alona elsker det lige så højt som Adam. Hun sender sommetider billeder til os, når hun klæder ham på i “nyt” tøj.
Jeg har måtte love Alona, at vi ikke sender ham i nursery før han bliver 1,5 år… og blot et par dage om ugen. Hun vil savne ham for meget. Lige nu har jeg ikke så travlt med at sende ham nogen steder hen og det er ren luksus, at han har så meget opmærksomhed i løbet af dagen.
Han er en heldig kartoffel ham Adam.
