”You must never go to Sharjah – It is a dark place”
Sådan plejer det at lyde, når Sharjah dukker op som samtaleemne. Sharjah har dermed fået ry, som De Forenede Arabiske Emiraters sorte får.
Det er dog ikke helt uden grund, at Sharjah skal findes så langt nede på listen over favorit emirater, selvom det også er det 3. største i UAE. Sharjah er ikke så prangende og finpoleret, nærmest lidt slidt.
Leveomkostningerne er væsentlige lavere end i Dubai eller Abu Dhabi. Og netop derfor vælger mange med lavere indkomst at bosætte sig i Sharjah for at pendle til arbejdspladsen i Dubai. Og DET kan mærkes på trafikken – især i rush hour. Du kan derfor bo på den rigtige og forkerte side af Dubai i forhold til Sharjah-trafikken. Sharjah’s lovgivning forbyder desuden salg af alkohol, gris og vandpibe inden for emiratets grænser. Så ja, Sharjah er ikke et populært sted at hænge ud.
Hvor Dubai higer efter glimmer, glamour og rekorder, så satser Sharjah på museer og kultur. Regeringen giver tilskud til museerne, hvilket genererer nogle ganske gode tilbud for alle børnefamilier og kulturinteresserede folk.
Jeg har tidligere skrevet om Sharjah Aquarium, der til sammenligning med det i Dubai Mall er både større, bedre og 10 gange så billigt. Ja, så er det måske lidt mere slidt i kanterne, men vi kalder det bare charme eller patina og så er det value for money.
Sidste weekend var vi afsted igen. Denne gang kørte vi et stykke ud i Sharjahs ørkendel, hvor vi kom til et grønt område omkredset af sand og motorveje. Vi ankom kl 10.00 til en lukket port indtil Arabian Wildlife Center med to utålmodige småpiger, en time før åbningstid. Der er nemlig en meget god grund til, at Sharjah har så mange gemte skatte, for informationen om disse fantastiske tilbud er nærmest ikke eksisterende. Af ”hjemmesiden” fremgår det, at åbningstiden var fra kl 9.00, men intet ord om, at lørdag var en undtagelse.
Vi måtte derfor ud på en lille sightseeing og blev kl 11.00 lukket ind i området, hvor vi efterfølgende måtte vente 20 minutter på, at billetmanden kom dryssende på arbejdet. Okay, så stedet åbner altså op for gæsterne kl 11.00 inshallah.
Arabian Wildlife Center er et ældre initiativ fra 1999 og er den enste “zoo” for dyr, der lever naturligt på den arabiske halvø, samt dyr der tidligere har levet frit i naturen. Og som noget helt unikt har ørkenparken et avls-center for truede arabiske dyreracer.
Jeg var begejstret ud over alle grænser. Det var tydeligt, at dyrene havde det godt og der blev sørget for dem. Vi kunne betragte en del af dyrene i deres flotte udendørsanlæg, igennem ruderne inde fra bygningen, mens en højtaler i baggrunden fortalte om dyrene. Det var meget informativt og vi lærte alle noget nyt om den verden, vi til dagligt aller nådigst har fået lov til at være en del af – for en periode.
Fuglelivet kunne vi opleve på overraskende tæt hold i en stor indendørs hal, der var udstyret med træer, vandløb og klippestykker. Vi kunne mærke, når fuglene fløj tæt hen over hovederne på os og vi måtte dukke os for ikke at blive ramt. Stedet var så imponerende opbygget, at vi næsten glemte den manglende brise, der kun forekommer naturligt i naturen.
I kantinen nød vi en platte med frugtstykker, pommes fritter og frisk juice til udsigten af dyrelivet på den anden side af glasruden. Da rundturen i Arabian Wildlife Centeret sluttede, fortsatte vi turen i Childrens Farm, hvor vi kom tæt på de typiske gårddyr i ørkenstaten. Der var geder, høns, heste, kameler, køer og et enkelt æsel.
Alona og pigerne fodrede lystigt gederne, der brægede om kap med hinanden for at få det længste halmstrå. Vi havde herefter mulighed for at gå videre til den botaniske have eller et af de andre museer, men sanseindtrykkene var mættet og maverne tomme. Så turen gik i stedet hjem til villaen i Silicon Oasis.
Hele herligheden havde kostet os den nette sum af 45 dhs i entre (ca. 85 dkr.) for 3 voksne og 2 børn.
Ah – Sharjah, jeg elsker dig – din slidte ged
