”Skal du så ned og finde et arbejde i Dubai?” er det spørgsmål, jeg oftest har fået efter, at vi tog beslutningen om at rejse. Her mærker jeg for alvor kulturen i Danmark, hvor du som person ofte identificeres med dit job. Hvor mange gange har jeg ikke oplevet, at en samtale med nye mennesker begynder med sætningen… ”Hvor arbejder du så?”. Og det er allerede inden jeg har sagt mit navn. Og ja, jeg er nok ikke et hak bedre selv.
Det er faktisk noget, der har fyldt uendeligt meget i min bevidsthed. At sige et sikkert job op i Danmark, hvor jeg har haft min faste arbejdsgang igennem de sidste 5 år, til fordel for et usikkert liv som hvad? Hjemmegående husmor i Dubai?? Jeg har altid haft enormt travlt med at dyrke karriere og relationer med stor fokus på personlig udvikling. Jeg fik helt stress af at skulle realisere mig selv samtidig med at udvikle mine faglige kompetencer. Jeg har lagt karriereplaner og engageret mig i bestyrelsearbejde. Dyrket mit netværk i hele landet og involveret mig i frivilligt arbejde. Jeg har siddet som formand i JCI Aalborghus i 2014 samtidig med, at jeg var mentor for to forskellige studerende ved Aalborg Universitet. Under min sidste barsel begyndte jeg på en merkonomuddannelse inden for ”International handel og markedsføring” i frygt for at falde ”bagud” i forhold til min karriereplaner.
Det har været spændende og enormt hektisk. Jeg fortryder intet, men jeg savner det heller ikke. Nu har jeg trukket hårdt i håndbremsen! På trods af, at jeg kan fortsætte mine studier via e-learning, så har jeg valgt at tage en pause. Efter et intens år som lokalformand i JCI har jeg her ligeledes sat tempoet ned i 2015. Der var ellers store forventninger til nye roller og arbejdsopgaver, men jeg sagde fra.
Nu deltager jeg kun i de aktiviteter, der giver mig energi
Jeg vil ikke længere føle mig forpligtet til at arrangere møder, projekter eller andet for andre end mig selv.
Da vi tog den endelige beslutningen om at flytte til Dubai i begyndelsen af året, tog jeg samtidig en beslutning om at dyrke mine venskaber i 2015. Prioritere tid i kalenderen til venner og familie… Og det giver mig MAX energi. I Dag bruger jeg primært min tid på arbejde, venner/familie, fitness og en god film på Netflix. Og jeg nyder det uden dårlig samvittighed!!!
Og hvad svarer jeg så, når nogen vil vide om jeg skal finde arbejde i Dubai?
JA DA!, men jeg har god tid. Jeg skal først finde mig til rette med familien og sikre mig, at vi alle har det godt
Lige nu lader jeg op til min livs rejse og dyrker min indre kvinde. Jeg slapper af med ansigtsmaske, shopper lidt tøj til rejsen (ærmer og kjoler til knæet), lakerer mine negle og dyrker noget yoga. Tager en dyb indånding og puster langsomt ud. Noget jeg ikke har gjort i laaaaang tid.
Og min bevidsthed er ikke længere fyldt med en indre frygt over ikke at skulle dyrke min karriere. Jeg ved, at der dukker nye muligheder op i Dubai og med dem nye spændende udfordringer. I mellemtiden glæder jeg mig til at få meget mere kvalitets-tid sammen med mine dejlige unger og skønne mand.