Der er mange tanker, der løber igennem mit hoved disse dage. Præcis som for 9 år siden, da vi som familie stod med den store beslutning om at flytte fra Danmark til Dubai. I dag har jeg genlæst mit allerførste blogindlæg på bloggen og det rammer mig lige i hjertet.
Nu står vi så her ved en ny skillevej… en vej, der i første omgang fører os til Danmark og derefter videre ud i verden.
Det har bestemt ikke været en nem beslutning og vejen hjem til Danmark synes lang. Men nu har jeg opsagt min stilling ved generalkonsulatet i Dubai. Jeg skal tage afsked med verdens nok bedste arbejdsplads og med jordens dejligste kollegaer. Aldrig har jeg haft en job med så spændende arbejdsopgaver, et job der i den grad giver mening og som har udviklet mig både fagligt og personligt igennem de sidste 6 år. Hvordan kan jeg dog nogen sinde forlade det?
Jeg har fået tilbudt en stilling ved Udenrigsministeriet i Danmark. Ikke bare en stilling, men en mulighed for uddannelse og et karrierespor inden for attaché forløbet. På sigt inkluderer det udsendelsespligt og dermed udstationering for hele familien til et nyt land i verden. Det er derfor, jeg nu tager chancen med et nyt job.
På en måde er det et risikofrit valg. Daniel og børnene bliver i Dubai sammen med hundene og Alona. Deres hverdag fortsætter som nu, bare uden mig… i hvert fald for en tid. Om et par uger flytter jeg alene til København og tester grundlaget for vores næste kapitel.
For os er det vigtigt, at vi gør flytningen så gnidningsfrit som muligt. Der er ingen grund til at rive alt op med rode, hvis beslutningen viser sig at være den forkerte. Indtil resten af familien kan følge efter mig til Danmark, vil jeg derfor rejse til Dubai og være sammen med familien så ofte det kan lade sig gøre.
Det hele er gået så hurtigt og alligevel har det været en årelang proces. Der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål, men engang imellem, når der opstår disse muligheder, så er det bare at springe ud i det. Tro på at det hele nok skal gå – Leap of Faith. Jeg vil ikke stå om 4 år og fortryde, at vi ikke tog chancen.
Daniel har ofte sagt, at han følger mig, hvis mit job skulle føre os nye steder hen, på samme måde som jeg fulgte ham, da han, med sit job, fik muligheden for at rejse til Dubai. Nu får han muligheden for at følge mig hjem til Danmark og selvom jeg selvfølgelig kommer til at savne Dubai ubeskriveligt meget, så glæder jeg mig samtidig til at vende tilbage – om end blot for en stund.
