Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville melde mig som frivillig ved psykiatrifonden, så snart jeg flyttede til Danmark. Og det var faktisk det første jeg gjorde, efter et par ugers indkørsel ved Udenrigsministeriet, for jeg kunne slet ikke vente med at komme igang.
Det er dog ikke alle, der kan arbejde som frivillig ved psykiatrifonden som telefonrådgiver. Som udgangspunkt kræver det nemlig en sundhedsfaglig uddannelse som eksempelvis sygeplejerske, socialrådgiver, psykolog, psykiater osv. Derfor er der også en forholdvis seriøs screening med skriftlig ansøgning, flere interviews samt en god informationsaften, inden potentielle aspiranter bliver udvalgt til et videre forløb. Derfor er jeg selvfølgelig enorm stolt og glad for, at psykiatrifonden, kan bruge sådan en som mig.
Herefter fulgte et introduktionsforløb over tre dage, hvor holdet blev præsenteret for blandt andet samtaleteknikker og metode, psykiatriske diagnoser samt en introduktion til det psykiatriske behandlingssystem.
Efter en forholdsvis lang og grundig introduktions- og udvælgelsesforløb, blev jeg tilknyttet en vejleder, som fulgte mig ved de første 4 telefonvagter. Her blev jeg oplært og sikkert guidet igennem den gode og svære samtale. Det var enormt betryggende at have en erfaren og enorm dygtig vejleder ved min side, da jeg første gang skulle tage telefonen.
I dag er jeg selvstændig telefonrådgiver ved psykiatrifonden og har 3-4 vagter om ugen. I løbet af en vagt taler jeg med en del psykisk sårbare og pårørende. Det er til tider hårdt, men aldrig håbløst. Jeg har en kæmpe respekt for de mennesker, der bruger sin tid og kompetencer til at rådgive andre i deres fritid. Der er altid en lang kø ved telefonen og brugerne kan sidde i virkelig lang tid og vente på at tale med en person. Det er derfor så vigtigt, at der findes telefonrådgivningstilbud som den ved psykiatrifonden.
Under mine vagter elsker jeg at sidde ved vinduet og se ud over Nørrebro, hvor jeg helt uventet føler mig meget hjemme. Med udsigt til moskeen, bliver jeg helt glad i låget.
Jeg får rigtig meget ud af mit frivillige arbejde, der naturligvis er ulønnet. Til gengæld får jeg sparring på svære samtaler og dilemmaer, når der er supervision. Jeg får desuden værdifuld viden og indsigt ved temaaftener, som jeg ligeledes kan bruge i mit daglige arbejde ved Udenrigsministeriet, hvor jeg ofte står over for svære samtaler med psykisk sårbare og pårørende i store problemer.
Det er ubeskriveligt fedt, at være en del af et større fællesskab med så mange virkelig dygtige og engagerede mennesker. At føle at jeg gør en forskel for andre, der har det svært i sin hverdag og samtidig selv få så meget ud af det, giver virkelig god mening.
Jeg var med, da psykiatrifonden kunne fejre 25 års jubilæum og jeg var med til den årlige rådgiverfest, der bød på standup og gode taler.
Jeg kunne ikke forestille mig et frivilligt arbejde, der giver mere mening og værdi for mig lige nu. Og jeg har mange planer for fremtiden, der går i samme retning.
Min interesse for psykiatrien stammer fra en særlig personsag ved generalkonsulatet i Dubai, som jeg aldrig glemmer. Og derfor betyder det ekstra meget for mig, at jeg nu kan hjælpe andre på flere fronter.
Jeg følger nysgerrigt med i de politiske vinde og har store forventninger til 10-årsplanen for psykiatrien og mental sundhed, som blandt andet har til mål at nedbringe stigende ventetider og bidrage til overholdelse af udrednings- og behandlingsrettighederne. Men jeg forholder mig også naturligt skeptisk.
Lige nu glæder jeg mig til at blive certificeret psykisk førstehjælper, når jeg slut maj og start juni, tager på kursus, støttet af Udenrigsministeriet. På sigt drømmer jeg ligeledes om at få en uddannelse som psykiatrivejleder. Måske allerede næste år.
