Mens det er blevet hverdag i Danmark, så ser jeg hver måned frem til min næste rejse “hjem” til familien i Dubai. Selvom Danmark har meget godt at byde på, så topper det ikke Dubai, der har det, der betyder allermest for mig.
Denne omgang havde jeg formået at spare en hel uges erstatningsfridage sammen til min Dubai-rejse. Børnene havde vinterferie de første 3 dage og jeg havde således masser af kvalitetstid med familien.
Det betød også, at jeg blev godt forkælet af børnene på min fødselsdag, der blandt andet bød på lækre vafler til morgenmad, fine gaver fra ønskesedlen og en tur i biografen for at se Dog Man. Efter filmen stødte Daniel til os andre og sammen nød vi italiensk mad fra Eataly.
Fødselsdagsfestlighederne fortsatte et par dage senere, da de sødeste veninder overraskede mig med fødselsdagssang til en business lunch, som kun Dubai kan byde på.
Det var skønt at mødes med nogle af de veninder, der har betydet allermest for mig igennem de sidste 9 år og som jeg dagligt savner. Det er svært at vænne sig til hverdagen i Danmark efter så mange år i en Dubai bobbel.
Min fødselsdagsfejring fortsatte weekenden over med et besøg på de Forenede Arabiske Emiraters højest beliggende restauranter på toppen af bjerget Jebal Jais i Ras al khaimah. Maden var bestemt ikke den lange tur værd, men det var udsigten til gengæld.
I løbet af ugen, blev der også tid til at fejre Adams kommende fødselsdag.
Meget snart fylder han 5 år og det er store sager. Da ramadanen nærmer sig og forventligt begynder slut februar, besluttede vi at fejre Adams børnefødselsdag et par uger tidligere.
Og på den måde fik jeg også mulighed for at fejre ham, når nu jeg er afholdt fra at være der på hans faktiske fødselsdag… ligesom jeg ikke kunne være der på Emmas eller Annas til april.
Det er saftsuseme hårdt og jeg spekulerer på, om det er det hele værd, at opgive så meget. Anna siger, at hun forstår situationen og hun er klar på hvad end fremtiden byder. Men jeg synes det er noget møg, at jeg ikke kan være der til fødselsdage, skoleforestillinger og i hverdagen.
Jeg elsker mit arbejde, de spændende udfordringer, som jeg hver dag bliver mødt med ved Udenrigsministeriet, de nye muligheder Danmark byder mig og den fremtid, som ligger åben for os som familie.
Men jeg savner også Dubai, generalkonsulatet, vennerne og vores bekymringsfrie liv i ørkenstaten.
Så hvad er det rigtige at gøre? Hvilken vej skal vi gå og hvornår kommer åbenbaringen mon? Svaret må gerne meget snart ramme mig.
