Ja… det regner faktisk altid i Sharjah. Det er skørt, men det er det meste i UAE – eller meget er i hvertfald. The Rain Room er en kunstinstallation fra 2012, der først blev vist i London og senere i Sharjah i 2015. I 2018 blev regnrummet en fast del af Sharjah Art Foundation’s udstilling. Kald det bare kunst – mine børn kalder det god sjov.

Det var så endnu et tjek, der blev sat på min bucket-liste. Det går jo strygende!

Det er altid godt at have noget gemt i ærmet, når der er visit fra Danmark. For det bliver hurtigt ret ensformigt, når vi endnu engang skal se springvandet foran Burj Khalifa eller køre turen til Abu Dhabi for at se moskéen for 7. gang. Det er meget nemmere at motiveres ud af døren, når der er noget nyt i vente – noget vi ikke har prøvet før.

The Rain Room ligger godt nok en times kørsel fra Al Furjan og det er kun for 15 minutters fornøjelse, men det var hele turen værd! Vi skulle booke en tid hjemmefra og der var hurtigt fyldt op. Men vi fik presset turen ind nytårsdag kl 11.00.

Vi anede ikke rigtigt, hvad vi kunne forvente, da vi blev ført igennem en smal gang ned til et helt mørklagt rum, hvor det regnede fra loftet. Rummet var lyst op af en enkelt spot-lys i den ene ene, ellers var der helt mørkt og meget vådt.

Hele idéen er, at du (hvis du bevæger dig meget langsomt) kan gå igennem rummet uden at blive våd. Sensorer fra kameraer i loftet måler bevægelserne i rummet og stopper vandet i en radius omkring dig. Det kan dog være lidt tricky og vi kom ikke helt tørskindet igennem, men det gør ikke så meget, når solen udenfor bygningen kan tørre det våde tøj på under 5 minutter.

Det var sjovt at vandre igennem regnen og for pigerne var det en sjælden og eksotisk oplevelse, der kun kunne have været bedre med en paraply.

Det var anderledes, det var sjovt og det var lidt vådt.

Efterfølgende tørrede vi i solen, mens pigerne legede på en nærliggende legeplads. Sand og vand går som bekendt godt sammen. Pigerne var i øvrigt klar til en middagssøvn, da vi atter var hjemme og det reddede selve nytårsaften.

Et perfekt måde, at afslutte året på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.