Og så begyndte Anna i nursery. Det var længe ventet for både mor og datter. Denne gang var jeg mere nervøs for indkørslen af pigen. Hvor Emma er udadvendt, nysgerrig og tillidsfuld, så er Anna genert, tilbageholdende og skeptisk. Jeg var meget spændt på hendes reaktion, når jeg ville overlade hende til helt ukendte mennesker, som hun ikke umiddelbart kan kommunikere med rent sprogligt. Heldigvis er Anna ret god til at bruge sit kropssprog og det var min største trøst, da jeg forlod en tydelig trykket pige.
Desværre kunne jeg ikke få lov til at blive i nursery’et og måtte derfor forlade stedet. Med Annas gråd rungende hult i ørene slog jeg mig ned på en elendig café lige uden for British Orchard Nursery. Længe bildte jeg mig selv ind, at jeg kunne høre Anna desperat kalde efter mig. Jeg sørgede for at sidde tæt ved indgangen, således personalet hurtigt kunne hente mig, når Annas tuderi blev for meget. I caféteriet/pizzariaet/morgenbuffet bestilte jeg en kaffe to-go, således jeg hurtigt kunne tage kaffen med mig, når jeg blev kaldt tilbage til nursery’et. En lige så elendig muffin fulgte med den grumme kaffe og alligevel spiste jeg den i rent nervøsitet 🙂
Jeg ærgrede mig over at have glemt min bog derhjemme, men trøstede mig samtidig med, at jeg nok alligevel ikke kunne nå at læse ret mange sider, inden jeg atter skulle hjem igen. Nervøst tjekkede jeg telefonen et utal af gange og stirrede intens på døren. Hver gang den åbnede skulle jeg holde fast i stolen for ikke at springe op og råbe:
Over here!!
Men der kom aldrig nogen og hentede mig. Telefonen sagde ikke en lyd i to stive timer og jeg kedede mig bravt med min elendige kaffe. Annas klasse “Exellent Elephants” er helt ny og alle eleverne er derfor “first timers”. Helt lavpraktisk betyder det, at alle børnene køres ind samtidig og derfor er dagene meget korte i begyndelsen. Da jeg skulle hente Anna igen måtte jeg snige mig langs væggene som en lommetyv og kort gemme mig bag ved receptionisten for ikke at blive opdaget af lillesøster Emma. Det lykkedes dog meget dårligt og Emma fik hurtigt spottet en krum mor, der stod med ryggen til hende. Heldigvis opdagede den filippinske hjælpelære ikke noget og fik lokket pigen med sig igen. Jeg sneg mig derefter op til Annas klasseværelse og kiggede diskret ind af vinduet.
Og her sad hun helt stille og legede med figurer. Og ikke alene vel at mærke. Nuvel – sut og Nin var fundet frem, men der var ingen gråd. Ms. Cass kunne fortælle, at Anna slet ikke havde grædt, kun surmulet. Og den gråd jeg havde hørt langt ude på gangen, var lyden fra en anden ulykkelig pige i klassen. Nøj, hvor var jeg lettet! Det var slet ikke Anna, der havde et problem, men derimod hendes mor. Jo, jo – hun havde været indadvendt og tilbageholdende, men hun havde spist hele sin madpakke og snakkede lystigt i bilen på vej hjem. Anna og mor har stået sin prøve – nu kan vi overveje uniformen. Det ser alligevel ud til, at det nok skal blive hverdag i Dubai. Jordens undergang er hermed aflyst og vattet pakket væk. I morgen skal Anna og Emma endnu engang afsted og jeg tager min bog med mig. Måske jeg faktisk når et helt kapitel 🙂
Mor er SÅ stolt over mine to store piger, der bliver ved med at overraske mig 🙂
