Lige siden Daniel mistede sit job ved Teletronics for nu mere end 2 år siden, har vi jævnligt talt om vores exit strategi. Det sidste halve år, har det givet mig lidt ro i maven at vide, at vi har en eller anden form for køreplan i tilfælde af, at vi skulle få brug for at ændre kurs.
Igennem mit arbejde ved konsulatet har jeg været i kontakt med flere danskere, der tidligere har forladt Dubai uden at få betalt sin restgæld og som tøver med at vende tilbage til landet, fordi de er bange for, at politiet står og venter på dem i lufthavnen. Desværre er der en reel risiko for, at de aldrig nogen sinde vil være i stand til at vende tilbage til Dubai og selv en mellemlanding kan være problematisk. Det er derfor ret vigtigt at få lukket sine bankkontoer og abonnementer med en erklæring fra banken/selvskaberne, så renter ikke pludselig løber løbsk.
En god exit strategi bør altid indeholde overvejelser omkring økonomi, arbejdsforhold og netværk. Personligt har vi altid sørget for, at holde vores gæld på et minimum og aldrig skylde banken flere penge, end vi kan omsætte til hurtige kontanter. Vi sætter desuden penge til side hver måned til en regnvejrsdag. Det kan blive højaktuelt, hvis Daniel skulle gå hen og miste sit job igen. Desuden er det ret vigtigt at have mindst to bankkontoer med penge i mindst to forskellige banker, så der altid er penge at tilgå, hvis en konto skulle blive spærret.
Da vi flyttede til Dubai for præcis 5 år siden, var det egentlig ikke planen, at vi skulle være her mere end 2-3 år, men vi er her stadig og har ikke umiddelbart planer om at rejse nogen steder foreløbigt. Alligevel sætter det unægtelig tankerne igang, at vi har et vennepar, der nu er på vej retur til Danmark. Vi flyttede hertil på samme tidspunkt og det er så uendelig trist at skulle sige farvel efter så mange fantastiske år sammen. De har valgt at rejse hjem, mens alt stadig er godt. De stopper på toppen så at sige.
Heldigvis er et andet vennepar netop rejst tilbage til Dubai efter et par år i Danmark. De savnede livet i ørkenstaten og havde svært ved at finde sig til rette i det danske land igen. I virkeligheden handler en exit strategi om mavefornemmelse og sund fornuft. Ikke at smække med døren, men at holde mulighederne åbne. Et godt og velplejet netværk kan hjælpe dig videre eller tilbage.
Exit strategien handler også om timing. Det helt rigtige tidspunkt at trække stikket på. Mens nogen er her på den lange bane, så er Daniel og jeg enige om, at vi er her for en periode. I sidste ende er det en familiebeslutning. Vi er her så længe, at det giver mening og så er vi her ikke længere. Det sværeste ville være at skulle rejse hjem uden at være rigtig klar til det. Vi taler nogen gange om faser eller kapitler i vores liv. Tiden før børn eller tiden efter vi rejste til Dubai. Det vil jo nok være det, der afgør, hvornår vi rejser tilbage til Danmark eller videre ud i verden.
I Dubai er der ikke noget sikkerhedsnet, der griber os, hvis uheldet er ude. Hvis vi mister jobbet eller vores partner dør, er der ingen kære mor. Der er ingen fagforeninger eller pensionsordninger, der forsikrer os, når arbejdspladsen ikke længere har brug for vores arbejdskraft. Til gengæld har vi Labour Law, som regulerer arbejdsgiver og giver arbejdstager et minimumskrav og ret til ferie, løn, arbejdstimer, barsel, arbejdsforhold og godtgørelse. Desværre er det ikke alle arbejdsgivere, der forholder sig til Labour Law og det kan være svært for arbejdstager at gøre krav på sine rettigheder, da advokater er dyre. Labour Law er god at have i mente, når vi taler exit strategi, for der er både fordele og ulemper ved at opsige jobbet eller ved en eventuel fyring alt efter ansættelsesperioden.
På den lange bane er det desuden vigtigt at overveje alderdommen. Hvor skal pengene komme fra, den dag vi går på pension?
Jeg er ikke så nervøs for fremtiden og med vores exit strategi i baghånden, har vi skabt vores eget sikkerhedsnet – både på den korte og lange bane. Med sommerhuset i Danmark har vi desuden en base, der gør det nemmere for os at rykke tilbage, når den tid kommer.
En sjælden gang imellem taler Daniel og jeg om vores pensionsplaner. For når vi bliver gamle, vil vi bo på et lille landsted i Danmark med en juletræsplantage til at holde mig i sving og en Welsh Corgi Kennel til at underholde Daniel med.
Sådan er det bare.
