Danmarks konge Erik Klipping blev myrdet i Finderup Lade ved Viborg tilbage i år 1286. I dag ligger Finderup Lade navn til en hyggelig pandekagekro i Finderup, hvor vi ret uplanlagt endte med at nyde vores aftensmad en tilfældig onsdag, inden Daniel rejste tilbage til Dubai.
Vi nåede desværre aldrig forbi skolen, da kusinen allerede var på vej hjem, da vi nåede Viborg og pigerne endte hurtigt i leg.
I stedet blev det til et par timers havehygge, inden vi skulle tage stilling til aftensmaden.
Da samtalen faldt på pandekager blev vi hurtigt enige om at køre den meget korte tur til Finderup, der blot ligger en spytklat fra gården i Viborg, for at gæste pandekagekroen Finderup Lade.
En tre retters menu kunne det blive til med henholdsvis tun mousse, chilli con carne og is. En menu lige efter vores hjerter og maver. Mens de voksne slog maver mellem retterne, legede pigerne i legerummet i det tilstødende lokale.
Adam og jeg sneg os ud for at gå en tur i området. Blandt andet fandt vi mindestenen for Erik Klipping det sted, hvor det menes, at han blev myrdet for flere hundrede år siden.
Jeg er ret betaget af Danmarks historien og følger med i podcast serien “Kongerækken”, så det var på sin plads at bese stedet, mens den øvrige familie havde travlt med pandekagerne.
Det blev ret sent, inden vi drog tilbage mod nord. Daniel nød tiden med sin bror og kusinerne havde travlt med at lege. Vi havde en dejlig dag, hvor der rigtigt blev hygget og snakket.
Sådan som vi altid gør med familien.