Så gik der et år.
Det er sjovt, hvordan 2020 har føltes som en laaang uendelighed, hvor tiden har sneglet sig afsted i alt for langsomt tempo. Og nu står jeg så her og ser på min søn, mens jeg prøver at forstå, hvordan tiden alligevel er gået så hurtig. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg selv kunne vælge, hvilke tids-knapper jeg kunne skrue på og hvor ofte.
Adam blev fejret i alt beskedenhed med fødselsdagsboller til morgenmad og kage til eftermiddagskaffen. Pigerne sang arabisk fødselsdagssang for ham (det vidste jeg slet ikke, at de kunne) og efterfølgende tog vi den danske version med instrumenterne.
I weekenden fejrede vi Adams fødselsdag med en lille fotosession, hvor vi fik taget et par familie/søskende billeder, inden Adam blev introduceret for sin helt egen lagkage. Det var en såkaldt cake-smash photoshoot, som jeg havde fået arrangeret for ham i forbindelse med hans fødselsdag.
Jeg ved godt, at det er lidt “over-the-top” og måske også lidt formålsløst, men Adam er samtidig sidste chance for at gentage tingene på en lidt sjovere måde. Ofte bliver han også lidt glemt. Jeg glemmer i hvertfald at tage billeder af ham i hverdagen og han må egentlig bare følge med os andre.
Han fik også kun én fødselsdagsgave af os (købt i IKEA) og må i øvrigt finde sig i at dele sit øvrige legetøj med 100 andre børn i deleklubben. Jeg mindes, at pigerne blev overøst med gaver på deres fødselsdage.
Sådan er det nok bare med det sidste skud på stammen. Han må nøjes.
Desværre er det meget lidt af pigernes tøj, han kan arve, så der købes genbrugt eller arves af venindernes børn (kæmpe tak til verdens bedste Line).
Heldigvis kunne Adam i weekenden godt arve Anna’s allerførste fastelavnskostume, da vi i lørdags slog SvampeBob af pinataen.
Så selvom det ikke blev til den store fødselsdagsfest, så føler jeg alligevel, at vi fik fejret Adam med manér. Weekenden blev i hvertfald godt brugt og det samme gjorde børnene.
Nu glæder jeg bare bare til at modtage billederne fra Adam’s cake-smash eventyr til minde om hans første fødselsdag.
