IMG_0006

Det er ikke til helt at forstå det. Endelig er vi flyttet ind i villaen i Silicon Oasis. Et øjeblik jeg har længes efter og fantaseret om. Det er som juleaften, hvor flyttekasserne pakkes ud med stor iver og gensynets glæde er ikke til at tage fejl af. Skader er sket under transporten på enkelte ting, men det meste har overlevet rejsen fra Danmark. Jeg trives i det kaos, der nu fylder mit hjem og glæder mig til at indrette boligen med nyt og gammelt.

Waqar har tryllet i haven og efter blot 4 dage står den nu færdig. Jeg har tilsyneladende selv valgt beplantningen og det var derfor spændende at se, hvad jeg egentlig havde sagt ja til da han stod udenfor vores dør for blot en uge siden. Jeg ELSKER min have, der først og fremmest består af græs. At sidde ude på afsatsen og bare lytte til minareten fra moskeen på den anden side af muren fylder mig med glæde. Det er så virkeligt det hele – helt autentisk. Min ørken har forvandlet sig til en lille oase og jeg glemmer helt lyden fra byggepladserne omkring mig. Ungerne er ligeledes glade for frimærket og øver sig i at gå på line. Jeg glæder mig over det automatiske vandingssystem og den luksus, der er ved at have min egen havemand, der klarer alt det praktiske med vedligehold. Så er der håb for planterne 🙂

IMG_0001

IMG_0004

Rent praktisk er jeg nu officielt i gang med ansøgningen om visa og ophold. En omstændig proces, der inkludere en masse papirarbejde, pasfotos og uendelig meget tålmodighed. Kø i lange baner og kaos fra alle sider. Myndighederne har sit på det rene og kræver dokumentation for mandens indkomst (min sponsor), boligsituation og sundhedstjek. Så efter blodprøver, kropsscanninger, iris-scanninger og fingeraftryk er der ikke mere for mig at gøre. Nu kan jeg bare krydse fingre og vente med tålmodighed.

IMG_0008

Og mens vi er ved det praktiske, så har vi nu snuppet den sidste ledige plads ved British Orchard Nursery i Silicon Oasis til Anna. Nu skal tøserne til at gå i “vuggestue” et par timer hver formiddag fra januar. Emma har ligeledes fået plads i en såkaldt toddler class samme sted. Nu skal de aktiveres med leg og undervisning i blandt andet engelsk, fransk samt arabisk. Jeg er lidt spændt på at se, hvordan den cocktail kommer til at smage. Jeg glæder mig over, at de snart kan komme ud og lege med andre børn samtidig med, at de får nye mentale udfordringer. Tøserne har allerede godkendt faciliteterne og at dømme ud fra deres iver, er jeg ikke i tvivl om, at de også glæder sig til januar.

IMG_0007

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men i den sidste tid har vi stort set kun levet af fastfood. På en måned har jeg konsumeret mere McDonnald’s mad i Dubai, end jeg har gjort de sidste 3 år i Danmark. Og selvom det er en anderledes oplevelse, så glæder jeg mig alligevel til at lave rigtigt mad igen – i vores eget køkken.

IMG_0009

IMG_0002

Det er nu weekend i Dubai og mens jeg venter på mit emirates ID kan tiden med fordel bruges på shopping. Det er nu IKEA og kødbolletid 🙂

God weekend.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.