Anna står på sin stol med armene løftet højt op i luften for at gøre sig ekstra lang:
Så stor er jeg nu mor!
Emma står nede på gulvet og kigger beundrende op på sin storesøster mens hun jubler henrykt. Anna er i sandhed en stor pige, der lige har fejret sin 3 års fødselsdag. Samtidigt konstaterer hun, at Emma blot er en lille pige, der slet ikke er stor nok til at tegne med tuscher. Mor og Anna har gang i en længere diskussion efter fundet af en pose tuscher, som længe har ligget bagerst i legeskabet – godt gemt af vejen. På tåspidser og med armene hævet over hovedet lykkes det Anna at overbevise mor om, at hun nu kan tegne inden for papirets fire sider og slet, slet ikke tegner på bordet mere.
Papir og tuscher bliver således pakket sammen og lagt i rygsækken. Familien Nielsen er igang med at fylde kufferter med lange bukser og strikket strømper. Nu går turen endelig til Danmark, hvor Christine snart skal konfirmeres. Anna glæder sig til flyveturen og hun har svært ved at udvælge de legesager, som skal underholde hende på rejsen. Hun kæmper med rygsækkens lynlås, der stædigt kæmper imod dukke Lises skaldede isse. Anna vinder som sædvanlig og dukke Lise bliver dagens taber. Tuscherne ligger klar i rygsækkens forlomme. Ungerne går spændte i seng og efter blot 3 timer skal de atter op. Alona giver pigerne et stort laaaaaangt kram og kysser dem på kinderne. Hun hjælper os ud på gaden med vores bagage og ser os stige ind i taxa’en. Jeg ved, at hun vil savne os.
Pigerne er trætte, men spændte. I flyvemaskinen får Anna vinduespladsen, så hun kan se ud på maskinens store vinger. Men det er mørkt udenfor og Anna kan slet ikke se det fascinerende i vingerne. Hun beordrer straks fjernsynsskærmen tændt, så hun kan se tegnefilm og endnu engang må forældrene føje sig. Nu er storesøster også klar med tuscherne og legesager. Emma er træt, men Anna har ikke meget forståelse for lillesøsters søvnbehov. Tilsidst må far og Emma bevæge sig længere ned bag i flyet, hvor en forstående stewardesse har tilbudt nogle frie sæder. Klokken er 2.00 og Anna er helt frisk.
Er vi i Danmark nu mor?
Hun er spændt som en fjeder og kan næsten ikke sidde stille. Hun er ved at fiske farveblyanterne ud af den lille stofkuvert, som hun fik af den søde stewardesse, der venligt bød os velkommen om bord på flyet. På fjernsynsskærmen kører Thomas Tog lystigt afsted på skinnerne – helt uden den mindste hensyn til Annas manglende nattesøvn. Jeg kan nu mærke, at det bliver en meget lang flyrejse. Tilsidst må Anna lade sig henfalde til nattens magt og hun sover et par timer. Klokken 6.00 er pigen dog frisk igen og skynder sig at vække mor så hun ikke går glip af alt det sjove. Heldigvis kommer den søde stewardesse endnu engang forbi – denne gang med en stærk kop kaffe til mor og morgenbakke til de sultne. Anna er lykkelig.
Det er en meget træt familie, der lander i det kolde nord og Danmark viser sig fra en vinterkold side. Ungerne hader allerede deres jakker og hiver ud i halsåbningen som om de er ved at blive kvalt. Vi har lånt et sommerhus i Øster Hurup, hvor vi ankommer klokken 12.00 tirsdag middag. Der er ikke meget energi tilbage i kroppen og langsomt giver vi slip for alt modstand og lader Ole Lukøje gøre sit arbejde. Jeg når lige at krydse fingre for, at ungerne vil lade os sove længe onsdag morgen, inden jeg forsvinder ind i drømmeland.
Vi er heldige. Pigerne lader mor og far sove længe. De underholder sig helt selv. Anna er jo en stor pige på 3 år nu og storesøster hjælper lillesøster med de tuscher, som hun har fundet i rygsækkens forlomme. Den kunstneriske frihed lader sig ikke hæmme af manglede papir og sofabordet udgør et glimrende lærred. Mine ører fungerer ganske udmærket og fra soveværelset kan jeg høre Daniels slet skjulte begejstring, da han opdager pigernes kunstværk inde i stuen. Alligevel vælger jeg, at vende mig om på den anden side i sengen og tager 20 minutter mere på øjet. Jeg kan simpelthen ikke magte det lige nu.
Efter morgenmaden må jeg bide i det sure æble. Jeg tager en dyb indånding og holder vejret, mens jeg taster Sarahs nummer. Øv, for en start på ferien. Jeg overvejer mine ord et øjeblik, inden jeg spørger Sarah, hvor glade de egentlig er for deres møbler i sommerhuset. Der er stille et øjeblik i røret. Sarah ved, at der er ballade og inden jeg når at sige mere forsikrer hun mig om, at der ingen nye møbler er i huset – altså borset fra det fine egetræssofabord og de nye matchende sofaer. Endnu engang må jeg trække vejret dybt og holde luften i lungerne et øjeblik. Sarah forholder sig cool og opfordrer den skælvende moder, at tage kontakt til husets ejer og Sarahs fader. Herluf tager ligeledes beskeden med overraskende ro og jeg fornemmer en smule glæde ved udsigten til et ny projekt. Situationen er reddet.
Familien kan nu begynde at nyde det danske forår, hvor vejret er præcist lige så uforudsigeligt som det plejer. Den ene dag står solen højt og vi nyder en gåtur til vandet sammen med mormor og Bjarne. Den næste dag pisker regnen ned og danner vandpytter så store, at det er helt overflødigt at vandre ned til Østersøen. Så sidder vi indedøres og ser Ramasjang eller tager en smut ud at spise.
Tiden flyver som altid afsted og den første uge er hurtigt passeret. Der er meget familie der skal besøges, venskaber der skal plejes og indkøb der skal ordnes. Det føles ikke umiddelbart som ferie, men vi glæder os over, at vi endelig er tilbage i Danmark.
