Jeg har glædet mig vanvittigt meget til vores første hjemrejse til Danmark. Især har jeg glædet mig til at møde Dagmar, der er det nyeste skud på stammen hos familie Steenberg. Line er min dejlige og meget savnede veninde, der i øvrigt også har boet i Dubai for en del år siden. For 3 år siden stod jeg fadder til hendes søn Bertrams barnedåb og vi mødes jævnligt til konfekt-trilledag, nytårsaften og brætspilsaftener. Jeg savner Lines afslappet tilgang til livet og hendes drillende blink i øjet, som altid forvirrer mig.
Det var derfor stort, da vi i Dubai modtog en invitation til yngstebarnets barnedåb og datoen passede perfekt med vores hjemrejse til Danmark. Vi havde købt fine nye kjoler til pigerne i Dubai og søndag formiddag sad familien klar i bilen. GPS’en var sat til Foldby kirke og for en gang skyld var vi i god tid. Desværre nåede bilen aldrig ud af byen. Faktisk nåede vi lige præcist til tankstationen ved møllen i Aalborg, da vi opdager en stor skrue i venstre bagdæk.
Luften fiste lige så hurtigt ud af dækket, som vi kunne pumpe det ind igen. Trist måtte jeg gribe telefonen og meddele Line, at vi desværre ikke ville nå i kirke til tiden. Tilbage i bilen følte jeg det som et mavepust. Jeg havde sådan glædet mig til barnedåben og det var svært for mig at rumme omstændighederne. Heldigvis var der god service at hente hos Europcar, som vi lejede bilen igennem. Vi ventede en time på, at vejhjælpen nåede frem og den orangeklædte mand fik lappet bildækket. En meget kold Daniel stod troligt vagt ved bilen, mens regnen begyndte at dryppe ned fra himlen.
Inde fra bilen fulgte Anna spændt med i udviklingen og regn blev erstattet af sne. Det var som om det danske forår bød os velkommen hjem til Danmark. Tiden blev brugt på håropsætning og Ipad.
Bilens dæk fik plaster på såret og vi måtte derefter en kort omvej forbi Europcar. Her stod en ny bil klar til os, der med sikkerhed kunne fragte os den lange vej mod Foldby ved Århus. Kun 1,5 time forsinket nåede vi langt om længe frem til festen, hvor barnedåben nu var veloverstået og gæsterne stod med velkomstdrinks. Maden var endnu ikke serveret og endelig fik jeg muligheden for at hilse på lille Dagmar. Et kort øjeblik følte jeg æggestokkene røre på sig – en opvarmningsdans var på vej. Forsigtigt kastede jeg et blik i retning af Daniel, der lynhurtigt opfattede situationen og med en fastlåst mimik af panik kunne jeg se ham bakke ud af værelset, hvor jeg stod med Dagmar i armene. Babyen var tydeligvis trykket ved situationen og jeg måtte pænt leverer hende tilbage til rette ejermand.
I det fjerne kunne jeg høre mine egne piger skændes om en lommelygte, som de havde gravet frem fra en legetøjsbunke og med et fingerknips var jeg tilbage til virkeligheden. Kærligt, men meget bestemt, fik jeg Anna og Emma genet hen til deres pladser, hvor de blev placeret i hver deres ende af bordet. Efter en kort velkomsttale fra Line kunne vi sno os ud til buffeten, hvor der stod helstegt pattegris på menuen. Dagen var pludselig blevet meget bedre.
Jeg nød dagen og det dejlige selskab. Og ungerne nød virvaret og de mange legekammerater, der var samlet i huset. Det føltes hjemligt og dog så fjernt. Et halvt år er gået så stærkt og jeg er gået glip er så meget vidunderligt. Heldigvis går vi ikke glip af desserten eller Lines hjemmelavede romkugler, som ungerne er kastet mange sultne blikke efter. Et par stykker har de hapset på deres færd igennem køkkenet og lykkelig er de, da fadet endelig står fremme på kaffebordet sammen med islagkagen.
Jeg var både glad og mæt, da vi om aftenen atter kørte nord på mod Aalborg. Jeg havde fået en stor portion gris, romkugler og Dagmar. Og bilen var ligesom resten af familien vokset i løbet af dagen.
