I weekenden var vi på den første familieudflugt siden Dubai’s lock down i marts. Børnene og Alona har været lukket inde i hjemmet i mere end 3,5 måned og kan snart ikke huske verden udenfor. Vi synes derfor, at vi alle fortjente en sidste udflugt, inden ungerne og jeg, forhåbentligt, flyver til Danmark næste weekend.
Alona var ikke til at skyde ned, da vi inviterede hende med i The Lost Chambers Aquarium på Palm Dubai. Jeg har virkelig haft det skidt med, at hun sammen med børnene, har haft så kort snor, at hun ikke har set sin familie i 4 måneder. Det er ikke vores regler, men regeringens.
Nu kan hun endelig få lov til at mødes med sine søstre, tanter og kusiner igen, men har endnu ikke haft muligheden, da de intet sted har at mødes. Jeg håber, at de snart finder en løsning og vores hjem står i hvertfald åbent, hvis regeringen skulle lempe på forsamlingsforbuddet i private hjem.
I år kommer Alona ikke på sommerferie og det er på trods af, at vi oprindeligt havde tilbudt hende 2 måneders sommerferie på Philippinerne. De planer har Covid-19 sat en stopklods for. Grænserne er mere eller mindre lukkede på Philippinerne og det er svært at komme rundt fra by til by. Selv hvis der skulle blive lukket mere op, så har hendes familie pænt bedt Alona om at blive væk. De har simpelthen ikke ressourcerne til at bekæmpe et corona-udbrud i landsbyen.
Med de lukkede grænser i Danmark har vi heller ikke mulighed for at tage hende med os til Danmark. Jeg under hende ellers oplevelsen og jeg ved, at hun meget gerne vil besøge Danmark sammen med os. I stedet må hun afholde sommerferien i Dubai, hvor hun heldigvis har en del familie og forhåbenligt kan hun rejse til Philippinerne hen over julen.
Jeg ved, at hun kommer til at savne børnene og især Adam, mens vi er i Danmark – det gentager hun dagligt. Heldigvis har hun Bagel at hygge om og jeg er sikker på, at Daniel nok skal sørge for også at lufte Alona.
Det har han i hvertfald lovet hende og Alona elsker udflugter.
Hun var ikke til at slæbe med os hjem i lørdags, da vi gik mod udgangen. Således vendte hun om på hælen og bevægede sig tilbage ind i akvariet med Adam. Vi fulgte pænt efter hende og forlængede turen med en halv time.
Nu, hvor Dubai langsomt lukker op igen, bliver der mange flere udflugter i fremtiden.