For en måneds tid siden mødte jeg Mis-mis på en aftengåtur – En ung ikke-fuldvoksen kat, der tilsyneladende bor på legepladsen lige på den anden side af vores havemur. Jeg er normalt ikke ikke et kattemenneske, men jeg er trods alt en dyreven og tanken om en sulten hjemløs ung-mis fik mig alligevel til at gå tilbage til legepladsen efter Bagels gåtur med en lille skål hundemad til katten. Og nu hænger jeg på den!
Jeg havde ellers ikke planlagt min nye rolle som missen’s skaffedyr eller sugarmamma, men jeg ved jo godt hvor det gik galt – Den første gang jeg fik Daniel til at skrive katte-mad på indkøbssedlen og da jeg begyndte at bruge mine egne lommepenge på ekstra kattefoder.
De første to uger jeg kom forbi med kattemad… først hver aften og senere også hver morgen, var mis-mis temmelig genert og forsigtig. Den hvæsede, hvis jeg kom for tæt på og gemte sig i buskene indtil jeg gik tilpas langt væk til, at den turde komme tæt nok på maden til at hugge det i sig.
Nu står den hver morgen og mjaver, mens den utålmodig venter på, at morgenmaden bliver serveret.
Jeg ved ikke om mis-mis er en Hugo eller en Hugoline, men jeg gætter på det sidste. “Hun” er nu blevet helt kælen og vil nusses bag øret, på rumpen og hen over ryggen. Det er lidt et problem, for vi har jo Bagel i huset og jeg er ikke sikker på, at han vil tage imod mis-mis med åbent sind. Han er mere sådan en hund, der vil jage katten op i gardinerne. Og Daniel siger, at jeg ikke må adoptere katten – endnu. Så jeg prøver at skrue lidt ned for kæl og mad.
Måske problemet løser lidt sig selv, for mis-mis er kræsen som bare pokker og bryder sig slet ikke om det nye mærke jeg har købt. Ingen grund til at købe “årets kattemad”, mis-mis er ihvertfald ikke enig.
Katte ville vælge whiskas 🙂
