Der er mange uforudsete udfordringer, der kan være svære at håndtere, når den nærmeste familie i virkeligheden er allerlængst væk. En pludselig nedlukning af Emma’s nursery, har ihvertfald givet nogle logistiske udfordringer de sidste to uger.
Det hele begyndte med en Whatsapp besked søndag d. 8 oktober lige omkring middag med fællesbesked fra Emma’s nursery om, at samtlige forældre skulle indfinde sig ASAP for at hente deres afkom, da en ildevarslende lugt havde forpestet hele bygningen igennem det centrale airconditionanlæg.
Af hensyn til børnenes og de ansattes helbred måtte nursery’et lukke ned hurtigst muligt. Lidt ubelejligt, men fuldt forståeligt. Jeg satte derfor i firspring for først at hente Emma i nursery og dernæst Anna fra skole. Heldigvis skete det, på én af mine arbejdsfrie søndage, så skaden var ikke så stor. Mit største offer i denne situation, var den alenetid, som jeg med stor glæde, plejer at se meget frem til.
Den egentlige udfordring kom næste morgen, da vi fra samme Whatsapp gruppe fik meldingen om, at nursery’et ville forblive lukket, da a/c teknikerne, på trods af natarbejdet med at udlufte systemerne, havde anbefalet endnu en lukkedag. Heldigvis for os, så har vi Alona, der nærmest klappede i hænderne, ved udsigten til at skulle se efter Emma hele dagen, mens resten af familien skulle pleje arbejdet og skolen. Alona er vores nærmeste famile, når den nærmeste familie befinder sig i Danmark. Og hun har reddet os et utal af gange.
Vores største udfordring var dog Anna, som jeg hver morgen afleverer i klassen kl. 7.30 og som normalt bliver afhentet igen kl 13.30 af velkendte ansigter fra British Orchard Nursery, hvor hun følges, sammen med andre piger/drenge fra samme årgang, over til Youth Club. Hverken Daniel eller jeg har fri tidligt nok fra arbejde til selv at kunne samle hende op fra skolen. Men sådan måtte det jo blive, da Alona ikke har kørekort og udsigten til at sende hende med en taxi sammen med Emma til skolen for at hente Anna virkede nærmest umulig.
Vi skiftede til at trække det korte strå, selvom Daniel nok oftest blev taberen. Og så måtte vi skære en hæl og klippe en tå. En enkelt torsdag måtte Anna helt blive hjemme fra skolen, da nursery’et kun gav dag-til-dag opdateringer, som var svære at planlægge efter. Det så ud til, at nursery’et var hårdt ramt af limgift, der ikke rigtig ville forlade bygningen igen. For familier, der ikke har tilladt sig selv – eller har råd til – den luksus/frihed en housemaid giver, er en nedlukning af børnenes pasningsmuligheder fuldstændig ødelæggende. Og derfor blev, der også tilbudt børnepasning til de familier, der ikke havde andre muligheder. Det er dog almindelig kendt i Dubai, at der er relativ mange stay-at-home-moms, der ikke har de samme udfordringer.
Efter en hel del dårlige prognoser og luft-tester med dårlige resultater, så det ud til, at nursery’et ikke ville åbne op igen efter den første uge og vores tålmodighed (blandt mange andre forældres) var ved at løbe op. Vi så derfor ingen anden mulighed end at hive Anna ud af “ungdomsklubben” i nursery’et og i stedet ansøge om plads i den noget billigere skolebus. Og sådan blev det. På lukkedag nr. 9 tog Anna for første gang bussen hjem.
Skolebussen kører Anna lige hjem til hoveddøren, hvor Alona smilende står og tager imod en piv-hamrende stolt skolepige.
Hvad Emma angår, så er hendes ferie inddraget i næste uge, hvor der officielt er termbreak. Sådan går det, når et nursery holder for mange lukkedage.
Jeg bilder mig selv ind, at dette ikke kunne være sket i Danmark – ikke ubemærket ihvertfald. Men i Dubai, hvor der ikke er helt så mange regulationer og regler omkring brug af lim i ventialtionsanlæg, kan vi trøste os med, at British Orchard Nursery ihvertfald sætter luftkvaliteten højt og har deres egne standarder at leve op til. De lod således ikke børnene komme tilbage før diverse rapporter viste et acceptabelt niveau af det farlige kemikalie i luften. Og i går fik vi så de glade nyheder, at nursery’et atter kunne åbne dørene for børnene.
Vi fik desuden en 8 siders rapport med så mange kemiske betegnelser, at man skal være laborant for at kunne læse det.
Emma var glad for at vende tilbage til alle vennerne, mens Anna var glad for at slippe for ungdomsklubben.
Og mens hele nursery’et, til morgen, var omdannet til en urskov af friske planter, så mente Anna helt bestemt, at det stadig lugtede lidt af prut.
Nu er alle glade og hverdagen kører atter på skinner. I dag fik jeg min arbejdsfrie søndag, som jeg værdsætter så højt og de to skole/nursery-piger er dejlig trætte til eftermiddag. Og Alona har nydt en dag i sit helt eget tempo med musik, netflix og rengøring.