Vores gæster fra Danmark er nu rejst hjem efter en lille uges juleferie i Dubai. Vi har hygget max og huset i Silicon Oasis virker pludselig meget tomt. Vi har denne gang fokuseret på at underholde vores gæster med nogle af de gratis glæder, som vi kan finde hernede og som bedst kan opleves i vinterhalvåret.
Første punkt på underholdningsprogrammet blev i år Kite Beach, som er stranden, hvor der hvert år i Dubai afholdes verdensmesterskab i drageflyvning. Der var dog ingen drager i luften, da vi besøgte stranden, men det var heller ikke derfor, at vi var kommet. Min mor ville gerne ned og se havet og pigerne ville naturligvis med. Personligt synes jeg, at det var for koldt til at bade, men familien fra Danmark var ret uenige i det synspunkt.
Pigerne byggede sandslotte og samlede strandskaller, mens de soppede i vandkanten. Det var en alletiders dag ved stranden.
Tidligere har vi været nede at se Dubai Fountain, som er et fantastisk syn om aftenen, men i år tog vi i stedet til Festival City for at se Imagine, der er et show mixet sammen med vand, ild, lys og omgivelserne. Pigerne synes, at showet var lidt farligt, men personligt synes jeg, at det er meget bedre end Dubai Foundtain.
Dagen før dagen tog vi ud til vædeløbsbanen, der hver fredag og lørdag eftermiddag træner ung-kameler. Det er gratis at se på og ganske underholdende for både store og små.
Vi kunne stå og følge med i opstillingen af de unge kameler, der lidt forvirret stillede sig på række og geled.
Når et hold kameler kom i mål, blev et nyt sæt sendt afsted med biler, der på sidelinjen motiverede dyrene med hornet i bund.
Først stod vi på en gangbro og så kamelerne blive sendt afsted i flokke. Og derefter tog vi bilen hen til mållinjen, hvor vi kunne sidde på tribunen og se de samme kameler komme i mål. Et løb varede ca. 12 minutter.
Efter løbet kunne vi gå over og se de unge kameler, der var blevet genforenet med deres mødre – stadig med fråde om munden.
Og som min bror Martin, så rigtigt pointerede, så havde dyrene kun én pukkel og kunne derfor ikke være kameler. Well, that is correct – men nu hedder det altså kamel-løb fordi arabiske kameler er kameler. Bum!
Hermed en opfordring til at tage afsted en eftermiddag. Det er besøget værd.
Nu er familien taget hjem til Danmark, mens vi har pakket vores kufferter. Vi flyver på nytårsrejse i den modsatte retning. Om lidt bliver vi hentet og fragtet til lufthavnen.
Sri Lanka, here we come!