Jeg er svær utilfreds i disse dage… det er vidst mildt sagt. Faktisk har jeg meget svært ved at beskrive, hvad jeg føler. Skuffelse er nok det mindste ord, som jeg kan bruge i denne sammenhæng. Dybt suk.
Vi har gået og talt dagene den sidste uge. I søndags var Adam i nursery for sidste gang inden ferien, mens pigerne havde deres sidste robottime i robotics.
I torsdags havde pigerne sidste skoledag, mens Daniel og jeg havde sidste arbejdsdag. Foran os ventede 3 ugers sommerferie i Danmark. Det hele kørte på skinner, indtil det ikke længere gjorde.
Det begyndte i søndags, hvor min bil brød sammen efter, at et hul i vandtanken førte til overophedning af motoren, da der pludselig ikke var mere kølevæske tilbage. Vi måtte efterlade den på Spinneys parkeringsplads på vej hjem fra Arbor skole. Pigerne og jeg blev derefter nødt til at gå den slagne gang hjem i 40 graders hede med tunge tasker på ryggen og robotter i hænderne.
Det var en hektisk aften, hvor jeg midt i aftensmadsforberedelserne, måtte tilbage på parkeringspladsen og give bilnøglerne videre til en mand, der slæbte bilen med sig på værkstedet.
Det viste sig at være en slange, der var skyld i hele missæren, en lille slang med et hul. De gode nyheder var, at bilen kunne fikses og at ingen større skade var sket på de øvrige bildele. Den dårlige nyhed var, at reservedelen ikke er standard i UAE (hvorfor købte jeg dog en Opel) og dermed tager 2 måneder at erstatte.
Heldigvis er Ahmed fiks på fingerne og han fandt en midlertidig løsning, der måske endda var så god, at jeg slet ikke behøvede en ny reservedel. Penge sparet er penge tjent. Epoxy er åbenbart vejen frem.
Det holdt dog ikke så længe og blot et par dage senere, måtte jeg tilbage på værkstedet, mens der blev hældt mere epoxy på slangen.
Efter endnu en tur på værkstedet står bilen nu igen i garagen med fuld vandtank. Forhåbenligt kan skidtet holde sammen de næste to måneder, indtil den originale reservedel kommer hjem…. Jeg er ikke længere så sikker.
Hele ugen har det regnet ind med uheldigheder. I onsdags var Adam til lægen med svær hosten og mild feber, der viste sig at være en bakterieinfektion i hals og lunge.
Han er nu på penicillin og næsedråber. Humøret er meget bedre og han er næsten hoste-fri igen.
Vi befinder os midt i et folkeeventyr, hvor heltene skal igennem flere prøvelser for at lykkedes. Der er skurke og hjælpere undervejs, men i sidste ende når heltene frem til Danmark. Det bliver de nødt til!
Desværre er prøvelserne ikke slut.
I stedet for at sidde i sommerhuset med leverpostej og Danbo ost, sidder vi nu i 10 dages karantæne i Al Furjan. Vi kommer absolut ingen steder den næste uge. I stedet skal Daniel og jeg arbejde.
Barnedåben er udsat, flybilletterne afbestilt og lige nu priser jeg mig mest af alt lykkelig over, at vi ikke udlejer vores sommerhus. Det står klart og venter på os…. hvis vi altså kommer afsted.
Jeg mangler magi og fabeldyr.
