Adam har nu afsluttet sin første måned i vuggestuen og det er gået ud over alle forventninger, men med flere sygedage til følge. Sådan er det når det lille menneske, der har været isoleret fra alverdens institutionsbaktusser, pludselig bliver eksponeret og rullet i skidtet.
Det var bestemt ikke nemt at efterlade ham i vuggestuen de første par gange vi kørte forbi Jebel Ali Village Nursery, fordi det stadig ikke er muligt at følge med ham ind i klasseværelset. Vi må pænt sige farvel til ham uden for legerummet, mens en af personale-pigerne tager Adams lille hånd i sin og guider ham ind bag de lukkede døre.
Heldigvis har vi jo prøvet det et par gange før og vi ved, at personalet i Dubai’s børneinstitutioner generelt er gode til at tage sig af de små poder. De er i trygge hænder og det giver mig helt ro i maven.
Adam er med sine 16 måneder det yngste barn i vuggestuen og det bekymrede mig i første omgang en smule, men de få måneders forskel udlignes hurtigt i den alder og Adam er bestemt ikke tilbageholdende.
Han har fået stor ros for sin gå-på-mod og engagement i vuggestuen. Han lader sig ikke kue eller undergrave.
Desværre har de to dage i vuggestuen først på ugen været efterfulgt af et par sygedage op til weekenderne. Det er kommet lidt bag på mig, at Adam er blevet så hårdt ramt af de nye bakterier, som han naturligvis er blevet introduceret for i mødet med nye børn. Jeg erinder ikke, at pigerne var lige så påvirket af institutionssygdomme, men Daniel mener at huske det modsatte.
Heldigvis har der ikke været nogle alvorlige konsekvenser af Adams introduktion til vuggestuen og han bliver hurtig sig selv igen. Han er generelt glad for at komme afsted og er en glad dreng, når jeg samler ham op igen efter blot 5 timers pleje/leg.
Han er et priviligeret barn ham Adam, der ikke har mange bekymringer i verden. Når han ikke leger i vuggestuen, så nyder han den fulde opmærksomhed fra Alona, indtil søstrene kommer hjem med skolebussen fra skole.
I dag er han ikke i vuggestue. Vi har valgt at holde ham hjemme den sidste dag. Der er mindre end en uge til, at vi andre går på sommerferie og vi kan ikke risikere en syg dreng op til flyveturen.
Adam er skrevet op til 3 ugers summer camp i vuggestuen, så ferien ikke bliver alt for lang. Han skal bare afsted et par dage om ugen, mens pigerne er i summer robot camp.
Men først ferie i Danmark! Det glæder vi os alle til.