I år kom heksen(e) også flyvende til Bloksbjerg hele vejen fra Dubai på Sankt Hans aften. Vi fejerede aftenen med bål, hotdogs og snobrød på pinde i 40 graders varme og midt i en luftfugtighed på 50%. Det var dansk hygge.
I lørdags tog vi forskud på Sankt Hans og danskerne mødte talstærke op i den norske træhytte i Oud Metha. Med mere end 80 tilmeldinger var der en sjælden summen af danske stemmer fra både store og små. Om det var fejringen af den danske midsommer, der lokkede folk til Guds hus eller om det var de røde pølser er svær at svare på, men samlet det var vi.
Ved ankomst til den danske kirke blev de unge smukke mennesker hurtigt sat i arbejde og skulle stå for hekse-fremstillingen, mens de voksne snakkede og børnene legede. Efter hotdogs og kage, holdt præsten båltale – en tale om det, at være dansker ude i verden, om de danske rødder og traditioner, om det at stå sammen og være der for hinanden.
Derefter bliver bålet i fadet tændt og heksene sendt til Bloksbjerg.
Emma så vantro til, mens flammerne åd de fine hekse med de fine T-shirts. Hun var forundret og forarget på samme tid. Hvad skulle heksene egentlig i Bloksbjerg? Er Bloksbjerg en ø udelukkende befolket med hekse? Og hvor kommer de flyvende koste fra? Er hekse i virkeligheden spøgelser og er der mon Legoland i Bloksbjerg??
Det var svært at besvare spørgsmålene nogenlunde tilfredsstillende samtidig med, at vi sang Midsommervisen. Jeg forstår nu, hvor fjollet de danske traditioner må synes for børn og udlændinge. At brænde hekse af på bålet, slå katten af tønden og skære halsen over på den stakkels kagemand. Vi er brutale i vores fejringer.
Mens flammerne fra bålet ebbede ud (med hjælp fra en haveslange) var det tid til at lave snobrød. Anna ville helst lege videre og ikke komme for tæt på de varme flammer, men Emma hørte ordet “snemand” og insisterede på at lave snobrød.
Selvom solen hurtigt gik tidligt ned (dagene er ikke helt så lyse i Dubai) så var det stadig meget varmt og Anna flygtede rødmosset ind i kirken med sveden løbende ned i øjnene.
Desværre var det centrale air condition system gået i stykker og vi måtte derfor køle os ved den store blæser, der var opstillet på dagen. Med en is i hånden ventede Anna blot på, at Emma skulle bage sit snobrød færdig, så vi kunne vende snuden hjemad.
Det var pigernes første Sankt Hans aften og de elskede det af hele hjertet. Jeg har selv savnet det, men det har aldrig været en tradition, som min familie har holdt i hævd. Kun sjældent var vi at finde på boldbanden i barndommensgade, da jeg voksede op på Nellikevej i Nors.
Men jeg håber, at det er en tradition, som jeg kan dele med mine børn og forhåbentlig give pigerne nogle gode minder at se tilbage på. Heldigvis er det jo en tilbagevendende begivenhed.
