Der er hedebølge i Danmark og jeg kan mærke, hvordan temperaturen stiger i disse dage. På mange måder minder vejret om vinteren i Dubai – bortset fra tørken. Ørkenen i Dubai er naturligvis tør og består af sand, men resten af landet er omend ikke frodigt (det vil være en slem overdrivelse) så i hvertfald grøn.
Der bruges store mængder af vand til at vande de grønne områder og parkerne i Dubai – filtreret havvand for at holde tørken væk og hvis der i en periode er for langt imellem regnbyerne, podes skyerne blot, så der genereres regn til at tage den værste tørke. Lige nu er Danmark ikke længere grøn, den er nok nærmest lortebrun set oppefra. Der er afbrændingsforbud i hele landet med risiko for seriøse skovbrande.
Heldigvis er skoven stadig grøn og trods tørken står træerne der stadig. Så pigerne og jeg tog en tur til Kronborg Plantage i Thisted for at gå en tur på junglestien.
Efter nogle aktive dage i Sæby sammen med Daniels familie var pigerne trætte og ville bare gerne sidde foran TV’et og se Ramajang, men selv tegnefilm kan blive trættende i længden, hvis ikke kroppen bliver motioneret. Således var motionsstien lige det, som pigerne og jeg havde brug for.
Og inden vi bevægede os videre på vores Tour de Danmark, skulle vi naturligvis nå forbi vores årlige tur til Jesperhus Blomsterpark, som nu er meget mere børnevenlig end for 30 år siden, da jeg selv kom fast i parken hver sommer.
Jesperhus Blomsterpark lider heldigvis ikke under tørken og vi havde en dejlig dag sammen med onkel Martin og Jungledyret Hugo, men uden Daniel.
Desværre kommer Daniel ikke til Danmark på sommerferie i år. Det har vi besluttet, da jobsituationen i Dubai, desværre er uændret. Således nærmer vi os en endegyldig beslutning om, at rejse tilbage til Danmark og dermed afslutte vores kapitel i Dubai.
På vejen hjem fra NordsøAkvariet i Klitmøller modtog jeg et “wake-up-call” fra Daniel, der måtte meddele mig, at vi er ved at løbe tør for muligheder og tid. Det er på tide, at vi træffer det endegyldige valg, om at kaste håndklædet i ringen og fokusere på vores hjemrejse.
Det er hårdt! Det er virkeligt, virkeligt hårdt. Det går nu op for mig, at jeg ikke vil hjem til Danmark. Ikke lige nu ihvertfald – ikke på den her måde. Jeg vil selv have valget, jeg vil selv tage beslutningen i fællesskab med Daniel og pigerne.
Men vi kan ikke vente på, at miraklet opstår. Når pigerne og jeg rejser tilbage til Dubai, er det sandsynligvis for sidste gang. Lige nu nyder vi de sidste dage i Danmark fra vores sidste destination i Viborg hos farmor og farfar.
Jeg håber stadig på et mirakel – den tid er ikke ovre. Det er stadig miraklernes tid!
