Vi har sådan glædet os til den nytårsrejse, vi planlagde for længe siden. Vi valgte Sri Lanka som vores destination, da det har meget af det, som Dubai ikke har/er – historier fra oldtiden, grøn natur, billigt. Og samtidig havde vi læst, at Sri Lanka er børnevenlig og kun ligger 4 timers flyvetur fra Dubai. Ja, vi har glædet os og vi er ikke blevet skuffet!
Jeg elsker at rejse, men det er ikke blevet til så meget, efter vi flyttede til Dubai. Vores sommerferie går altid til Danmark, hvor vi får tanket op på familiehygge, men i år fik jeg lov til at planlægge en nytårsrejse. Weee!! Jeg stod for den indledende planlægning og kontaktede i den forbindelse et par lokale turistbureauer i Sri Lanka, som ud fra mine ønsker fremsendte et forslag til et rejseprogram. Vi fik anbefalet et af bureauerne fra venner i Dubai og derfor valgte vi Best Holidays, som rejsepartner på vores 9 dages tur.
I lufthaven stod mr. J, der vil være vores guide på hele turen, og tog i mod os. Sammen med guiden har vi fået en privatchauffør, der transporterer os rundt i landet fra hotel til hotel. Vi landende i Sri Lanka midt om natten og blev derfør kørt direkte til vores hotel i fiskebyen Negombo, hvor vi fik lov til at sove længe.
Børnene var dog friske og klar til ferie, da de vågnede kl. 6.30 samme morgen og vi måtte derfor ud på en lille gåtur i nærområdet. Klokken 14.00 blev vi afhentet af mr. J, der sammen med vores chauffør kørte os rundt i Negombo på sightseeing. Vi kom blandt andet forbi fiskemarkedet, som er det 2. største i Sri Lanka. Friske og tørrede fisk bliver solgt til både lokale, restauranter og hoteller, men da vi først kom sidst på eftermiddagen, var der ikke så meget handel igang.
Pigerne synes det lugtede for meget af fisk, så det var nok meget godt, at udvalget var lille denne eftermiddag. Efter vores relative korte rundtur i Negombo tog vi tilbage på hotellet for at samle energi. Det forgik blandt andet i poolen, hvor vi samtidig blev kølet ned.
Der var desværre ikke noget med tidlig aftensmad og på hovedet i seng efter poolen, da aftensmaden på hotellet først blev serveret fra klokken 19.30.
Næste morgen pakkede vi atter vores kufferter og tjekkede ud fra hotellet. Turen gik fra Negombo til Pinnawala Elephant Orphanage, som er verdenskendte for deres elefant-projekt. Elefanterne lever frit i Sri Lankas natur og regeringen er gode til at passe på de store dyr. Det er derfor meget strafbart at jage elefanterne. Alligevel sker det, at en elefant må lade livet i selvforsvar, når de går til angreb på mennesket, der bevæger sig for langt ind på de store dyrs territorium. Elefanterne dør desuden i ulykker eller kamp. Fundne elefantunger bliver bragt til ét af de to elefantbørnehjem, som er etableret i Sri Lanka.
I Pinnawala bliver elefanterne ikke sendt tilbage til naturen, da de har fået for meget menneskekontakt og derfor vil søge tilbage til byen. I stedet bliver de på børnehjemmet, hvor de hjælper med at passe nye unger, der bliver bragt ind. Få af elefanterne bliver solgt videre til private, der har ansøgt om tilladelse. Det koster dog mange penge og regeringen kræver, at der samtidig ansættes en mahout til at tage sig af elefanten. På børnehjemmet bliver elefanterne eskorteret til floden to gange om dagen, hvor får lov at bade. Det syn kunne vi nyde lidt på afstand, mens vi spiste en virkelig god frokost.
Efter besøget på elefantbørnehjemmet kunne vi se, hvordan elefantlortene genbruges til papirproduktion. En ellers udemærket anvendelse af høm høm må jeg sige.
Fra Pinnawala fortsatte turen længere nord på til Dambulla Cave Temple. Hvor pigerne fornøjede sig over de mange aber, der frækt spænede foran os og hang i træerne over vores hoveder.
Forældrene var derimod meget mere betaget af de 2000 år gamle statuer og malerier i selve templet.
Lige som i moskérne, så er der dresscode til templerne, der skal overholdes samt forbud mod, at fotografere folk, mens de vender ryggen til statuetterne. Det lyder umiddelbart meget nemt, men er svære i praksis med de mange turister. Og uden de emsige vagter i nærheden, så glemmer vi desværre hurtigt etiketten.
Pigerne var populære blandt de indiske turister og sri lankanere, der var på forlænget fuld-måne-weekend til Dambulla (mr. J fortalte, at der er utrolig mange helligdage i Sri Lanka). Anna og Emma er efterhånden vant til de mange opmærksomme blikke, der lige skal have et billede af de to lyshårede skønheder. Det sker også jævnligt i Dubai.
Det kan alligevel blive for meget og vi forsøger at lære pigerne, at det er okay at sige fra på en høflig, men bestemt måde. De er dog kun 3 år og 4 år, så det tager lidt øvelse.
Og mens pigerne kæmper med en hel famile, der hurtigt har fanget Emma’s navn, så nyder forældrene udsigten over junglen i skumringen.
De to første dage i Sri Lanka har været fulde af gode oplevelser og vi har været meget trætte ved sengetid. Men det tegner til at blive vores livs bedste familieferie. Og vi fortryder bestemt ikke, at vi valgte at gå all-in på rejsen med guide og gode hoteller. Det gør det faktisk meget nemmere at rejse med børn og vi får samtidig den fulde oplevelse af Sri Lanka med en engageret guide, der gladeligt fortæller om religionen, kulturen og livet i landet. Og så er frihedsgraden bare SÅ uendelig vigtig for os, når vi har brug for at ændre planerne og siger fra på pigernes vegne.
Vi har meget mere på rejseprogrammet inden nytår. Vi afslutter det gamle år og påbegynder det nye på den bedst tænkelig måde.