Jeg har besøgt kunstmessen World Art Dubai i World Trade Center hele 2 gange i sidste uge. Første gang var i torsdags, hvor jeg slæbte Anna og Emma med mig. Anden gang, lørdag eftermiddag, tog jeg afsted alene. Det har begge sine fordele og ulemper.
Kunstmessen løb over 4 eftermiddage i sidste uge i forlængelse af den tilbagevendende Art Dubai uge.
Hvor Art Dubai beskæftigere sig med high end kunst og de helt store navne inden fra kunst- og samlerverdenen. Så fokuserer World Art Dubai i højere grad på mere tilgængelig kunst i øjenhøjde med os almindelige hobby-kunst-interesserede. Messen præsenterede up-comming kunstner og galleriejere fra hele verdenen, der tilbyder kunst til “overkommelige” priser.
Efter arbejde torsdag eftermiddag, hankede jeg op i pigerne og gav dem intet valg om at blive hjemme. Efter 2 ugers ferie mente jeg, at de havde brug for at komme lidt ud af huset.
Vi tog metroen fra Al Furjan til World Trade Center, hvorefter vi bruger 2,5 time omgivet af kunst og installationer. Vi vandrede rundt i gangene mellem de forskellige gallerier og diskuterede den kunst, som vi blev draget af. Pigerne blev inspireret og var ivrige efter at lære mere om farver, materialer og metoder.
Det kom faktisk lidt bag på mig, at pigerne i den grad nød at gå fra værk til værk. At de faktiske stillede spørgsmål til galleriejerne og interagerede med kunstnerne. Mit hjerte flød over af stolthed, når de turde at tage diskussionen med dem, der udførte sin kunst live og viste oprigtig interesse for deres kunst.
Der var masser af børneaktiviteter og det hjalp selvfølgelig også på pigernes indstilling.
På vejen hjem i taxa’en fik vi talt om kunstens betydning for samfundet. Om hvad kunst er og ikke er. Hvad vi kan bruge kunsten til. Hvem der bestemmer, hvad der er kunst og hvad der definerer om vi kan lide det.
Kunst i børnehøjde er bare sjovere og meget nemmere at fordøje. Fordelen ved at bringe børnene med på disse messer er, at det er meget nemmere at komme i tale med galleriejeren og de åbner mine øjne for at se kunsten fra en helt anden vinkel.
Alligevel vendte jeg tilbage uden børnene et par dage senere. Det giver en anden ro, at kunne gå rundt i sit eget tempo og opleve den kunst, som børnene fandt for kedelig at dvæle for længe ved.
Jeg fandt desuden et par mallerier malet af to persiske kvinder i det iranske galleri, samt et par skitser af en indisk kunstner i det indiske galleri, som jeg bare måtte eje.
Havde jeg nu bare haft flere penge på lommen, så havde jeg helt sikkert slæbt meget mere med mig hjem. Det må blive næste år, hvor World Art Dubai forhåbentligt slår dørene op for nye galleri-ejere fra hele verdenen.
Indtil da må jeg nøjes med at drømme om alt det, som jeg ikke fik fingrene i og bruge tiden på at spare lidt flere penge sammen.
