Vi har haft påskeferie. Det vil sige, at pigerne’s spring break i år faldt sammen med påsken, hvor jeg havde et par helligdage og Daniel tog sig et par velfortjente fridage. Det blev til 5 dejlige dages familiehygge fyldt med natur, kultur og påske-traditioner.
I mandags valgte vi at tage på “ørken-picnic” i en light version. Her var det ikke nødvendigt med firhjulstræk eller flade dæk til brug i ørkensandet. I stedet tog vi en mere tilgængelig rute ud til Love Lake.
Udover ande-øen, kan vi nu også finde Flamingo søen, EXPO2020 søen og Kærligheds søen. Det er lidt skørt og meget typisk for Dubai.
Der er virkeligt gjort noget ud af det med gode campingsteder, fine toiletforhold, udkigsposter og sø-vagter. Men selvom det hele er kunstigt, så er det et flot område ude midt i ørkenen. Det betyder også, at dyrelivet trives… både de kunstigt placerede og dem, der helt naturligt drages af søerne fra ørkenensandet og luften.
Nu hvor vi er gået ind i april måned, er temperaturen begyndt at stige og det er ved at være sidste chance for at nyde udendørslivet.
I mandags pakkede vi derfor picnickurven med hotdogs og tog en grill med under armen. Vi havde en aftale med nogle venner om at nyde solnedgangen ved Love Lake for at se stedet an, inden det blev for sent på året og inden Ramadanen.
Lige denne mandag aften, var det blæsende og usandsynligt koldt, taget april i betragtning. Det var brug for både langærmede trøjer og læ til grillen. Derfor var det måske også ærgerligt, at vi kom så sent afsted på dagen, men hvad vidste vi?!.
Heldigvis blev der både tid til at grille pølser og riste skumfiduser, mens der blev leget og udforsket. Vi fik set solnedgangen og dernæst absolut ingenting.
Vi var så langt ude i ingenting, at der blev helt natte-sort, da solen forsvandt bag sanddynerne. Der var ingen gadelamper og intet lys fra byen. Selv månen udeblev.
Jeg ærger mig over, at vi ikke nåede hele vejen rundt om søen, inden det blev mørkt, for på den korte tur vi trods alt fik gået, var der masser af gemte skatte langs stien til de nysgerrige unge mennesker.
Pigerne var heller ikke umiddelbart klar på at skulle med os hjem igen, men klokken var blevet mange og uden lys, var det blevet for farligt at lade børnene løbe rundt ved søen i mørke.
Vi må snart tilbage igen, det kan ikke rigtigt være anderledes. Der var meget mere at se og flere skridt at gå… Og så er det jo en gratis glæde, som vi altid kan trække op af hatten, når det bliver for dyrt med Dubai’s livsstil.
Love Lake får en klar anbefaling med fra mig. Det kan jo være at vi ses derude.
