Det er møgsvært at planlægge et rejseprogram på 9 dage, når det kræver mindst 3 uger i Sri Lanka for nå det hele i et nogenlunde tempo. Alligevel havde jeg forsøgt at mase så meget ind som muligt med tanke på både voksne og børn. Gamle bygninger, ruiner og templer til forældrene. Eksotiske dyr, togtur og sejlads til børnene. Nu ved jeg, hvor optimistisk jeg havde været derhjemmefra, for der er faktisk noget som overload, når det kommer til småbørn. Jeg er dybt taknemmelig for, at pigerne har arvet deres faders sovehjerte. Det har helt sikkert reddet turen flere gange.
De første to hoteller, som vi stiftede bekendtskab med i Sri Lanka, var i god stand og med rimelige forhold. Derfra gik det faktisk stejlt ned af bakke. Hotellerne blev mere snuskede og vi måtte minde hinanden om, at det blot var for en enkelt nat. Pigerne derimod lod sig ikke mærke med de ændrede forhold. Så længe vi havde en Ipad i nærheden, så var de lykkelige. Og Ipad’en har i sandhed været en god rejsepartner på de lange strækninger, når der var behov for underholdning i bilen eller på hotellet.
Første dag i det nye år fik vi lov til at sove lidt længere, da vi havde brug for hvile. Det var bestemt fordelen ved privat guide, at vi kunne forme programmet, så det blev tilpasset vores behov. Efter morgenmaden gik turen langt opad til en lidt køligere temperatur, hvor teplantagerne har bedre vilkår. På vejen mod toppen kørte vi igennem “Little England”, hvor vi fandt et sted at strække benene og nyde en is i “britiske” omgivelser.
Herfra fortsatte vi i rask tempo til en teplantage/fabrik, hvor vi skulle høre om Sri Lanka’s te-fremstilling. Jeg havde egentlig glædet mig ret meget til det og havde også gjort mig en masse romantiske forestillinger om stedet, men jeg blev så gruelig skuffet. Måske det var stedet eller det faktum, at der var ALT for mange turister.
Damen, der viste os rundt, havde ihvertfald meget travlt med at fyre sin remse ad, mens hun flygtigt kiggede ud af vinduet til køen af turister. Heldigvis var udsigten fantastisk og vi havde alligevel travlt, fordi vi skulle nå et tog.
Vores guide mr. J fortalte om de sørgelige vilkår, som teplantagens medarbejdere lider under. Meget lav løn og usle boligforhold i små skure på skråningerne. Under kolonitiden måtte englænderne hente indiske tamiler til Sri Lanka (Cylon) fordi den lokale befolkning nægtede at arbejde i plantagerne. I dag er det stadig tamilerne, der arbejder i marken og som lider i fattigdom. Det gør ondt at køre forbi de små skure, hvor flere familier er proppet ind under samme tag.
Hvor kan verden dog være uretfærdig.
Vores tur fortsatte til Nuwara Eliya, hvor vi skulle med eftermiddagstoget til Ella. Vi havde bedt om 1. klasses billetter, så vi kunne nyde den 3 timer lange køretur med stil, men på grund af højsæson var det ikke muligt at skaffe. Med lidt hel lykkedes det turistselskabet at skaffe os plads på 2. klasse, men uden pladsgaranti.
Mr. J kendte heldigvis til spillereglerne og uden at love os noget, bestak han en banemedarbejder til at løbe ind i vognen, så snart toget ankom til paronen for at spærre to pladser til os. Pigerne måtte sidde på vores skød indtil, der langsomt kom flere pladser efterhånden som vi nærmede os destinationen. Det var meget autentisk og vi tog tumulten som en del af oplevelsen.
Udsigten på hele turen tog pusten fra os. Det var fyldt med naturlig skønhed, grønne marker og vandfald. Selv pigerne blev stille en kort stund for at nyde udsigten fra vinduet.
Vores guide var med på hele turen, men han stod altid nogle meter fra os. Han ville ikke blande sig i den visuelle oplevelse, som togturen i virkeligheden var. Ved skumringstid nåede vi sikkert frem til Ella – backpackernes Mekka.
Denne nat overnattede vi på en Bed & Breakfast, hvor vi fik det bedste måltid på vores rejse rundt i Sri Lanka – hjemmelavet fra mutters gryder. Pigerne fik pizza, hentet nede fra byen og bragt på en lånt tallerken fra pizzariet, fordi de ikke havde nogle papæsker.
Denne aften gik vi alle mætte i seng 🙂
