Vi stod klar tidligt om morgenen d. 2. januar efter morgenmaden – klar til dagens program. Børnene glædede sig meget til at opleve en junglesafari, præcist lige så meget som forældrene gjorde. Kufferterne var atter pakkede og chaufføren havde startet bilen. Vi var tændte og forventningsfulde. For pokker, hvor har vi haft en oplevelsesrig nytårsferie.

Vi forlod Bed & Breakfast i Ella omkring kl 8.30 og var fremme på hotellet i Udawalawa (Syd Sri Lanka) inden frokost. Selvom strækningerne fra hotel til hotel er relative korte, så tager det forholdsvis lang tid på grund af infrastrukturen. På landevejene nåede speedometeret aldrig over 60 km/timen. Heldigvis var der mange steder på vejen, hvor vi kunne holde ind og se lidt nærmere på kulturlivet.

Det så ud til at betyde meget for vores guide, at vi fik alle landets facetter at se. Det, der driver og udvikler landet. Det, som politikkerne arbejder for. Det, som gør folket stolte. Det, som landet kan forbedre og det, der betyder noget. Sri Lanka’s økonomi afhænger i stor grad af turismen.

Det næste hotel, vi skulle overnatte på, lå helt ude i junglen, hvor der ikke var meget andet end kryb, vand og skov. Det var samtidig den værste hoteloplevelse, som jeg nogensinde har oplevet. Det stank så grueligt på værelset og elektriciteten forsvandt med minutters mellemrum. Jeg kunne sagtens se bort fra alle frøerne på badeværelset og det faktum, at der ikke var vand i bruseren. Det var en del af oplevelsen og hvad man må kunne forvente af et hotel i junglen, men at der ikke var nok mad til alle gæsterne var næsten mere, end jeg kunne bære. Vores guide mr. J fortalte, at det er svært for hotellerne i junglen at holde standarden og finde kompetent personale, da gæsterne typisk kun overnatter en enkelt gang for at tage på safari, inden de atter rejser videre – præcis som os.

Da vi ankom tidligt til check-in på hotellet, fik vi mulighed for at komme tidligere afsted på den planlagte safari til Yala National Park. Og det viste sig at være usædvanligt heldigt, da kun et begrænset antal jeeps kan få tilladelse til at besøge nationalparken for at beskytte dyrelivet. Her var det først til mølle og mange jeeps måtte vende om uden at besøge parken denne dag.

Vi fik én af de sidste billetter til parken denne eftermiddag og til hele familiens fornøjelse fik vi således et lille glimt af Sri Lankas rige og eksotiske dyreliv.

Vi så elefanter, krokodiller, vandbøfler, ørne, sjældne fugle og en enkelt leopard. Og mens vi kunne komme helt tæt på enkelte af dyrene, så befandt de fleste sig så langt væk, at det var svært at tage ordentlige fotos. Parken er opdelt i 5 zoner og turist-jeepene kunne kun få lov at besøge to af disse, så dyrene kunne få velfortjent fred.

Vi kørte rundt i åben jeep i mere end 5 timer til parken lukkede kl 18.00 og pigerne var segnefærdige. De skiftedes til at sove, mens vi bumlede afsted i tusmørkedet.

Tilbage på hotellet fik vi et let aftensmåltid, inden vi krøb i seng. Sådan som vi oplevede det, så skulle natten og opholdet på hotellet blot overstås, så vi kunne komme videre til næste destination den efterfølgende morgen.

Mens pigerne og jeg spiste medbragte kiks til morgenmad fordi “buffeten” var tom inden, vi nåede ind i restauranten, blev Daniel overrasket af en slange i buskene på sin morgenvandring. Han blev ikke længe nok til at studere slangen nærmere, men konkluderede alligevel hurtigt, at der ikke var tale om en af de farlige kobraslanger.

Vi var topmotiveret til strandhotellet i Mirissa, som vi nåede frem til omkring frokost onsdag d. 3. januar. Det virkede til, at både vores guide og chauffør var lige så ivrige efter at komme videre. I Mirissa fik vi dagen for os selv, da vores to følgesvende var tætte på hjemmet og savnede familien. Det udnyttede vi til at undersøge strandbyen på egen hånd med en tuk-tuk som transportmiddel.

Der er næsten 1.500.000 tuk-tuk’er i Sri Lanka, hvilket regeringen mener er ALT for mange af flere årsager. Den største udfordring med så mange sardindåser kørende rundt på landevejene i farlig høj fart er det høje antal af trafikuheld, hvor tuk-tuk’er er involveret. Chaufførene kører som gale rundt imellem lastbiler, busser og fodgængere, mens de dumdristigt siksakker i vidt forskellige retninger for at komme hurtigt frem. Her er tid et spørgsmål om penge. Og med så mange tuk-tuk’er på gaden er der kamp om passagerene og gods at transporterer.

Vores frokost blev nydt helt nede ved strandkanten med havet som baggrundstæppe og bølgerne som levende musik. En sjælden burger i det ris-elskende land blev nydt med stor fornøjelse. Efter frokosten kunne resten af dagen bruges på afslapning ved poolen placeret på taget. Vi havde for en gangsskyld vundet hotel-lotteriet og befandt os igen på et dejligt hotel med kompetent personale – omend det ikke var helt færdigbygget.

Vi behøvede ikke luksushoteller på vores rejse, men det er efterhånden mange år siden, at jeg var grøn pigespejder i Nors by og det eneste krav jeg havde til hotellet, var en god seng at sove i med sengetøj uden alt for mange fluelort samt elektricitet stabilt længe nok til at oplade vores telefoner i løbet af natten.

Denne nat sov vi som prinsessen på ærten. Og det var en vigtig detalje, da vi måtte ud af fjerne tidligt næste morgen inden solopgang for at nå det videre program.

Zzzzz

At rejse er at leve, som H.C. Andersen ville have udtrykt det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.