Så gik der endnu et mindre dramatisk og begivenhedsrigt år. Vi har sagt pænt farvel til 2023. Meget er fortsat ved det gamle og det er egentligt meget rart. Dog går vi ind i det nye år uden vores meget savnet Bagel, som vi desværre måtte tage afsked med i sommers. Men livet går jo videre, som det nu engang skal.

Til gengæld har vi budt corgi-hvalpen Sif velkommen i vores midte og hun giver fornyet energi til en, i forvejen, meget energifyldt familie konstellation… men mere om det en anden gang.

Nytåret, blev traditionen tro, fejret på hotel Lapita ved Dubai Parks and Resorts. Siden vi købte sommerhuset i 2020, har vi holdt fast i at hver anden jul/nytår skal fejres i Danmark. Det var således fjerde gang vi skød nytåret i gang ved Lapita i Dubai.

Vi er glade for, at vi har fundet Lapita, for det er et genialt sted at fejre nytår med børn. Der er børne-buffet, sjove hatte/briller, nytårsløjer, underholdning og bedst af alt, har hotellet licens til fyrværkeri. Desuden ligger det ikke så langt fra Al Furjan og det kan vi jo rigtig godt lide, når vi skal hjem hen over midnat.

I år blev nytåret fejret i selskab med farmor Lene, der de sidste par uger har boet ved os i Dubai, samt gode venner og deres skønne børn. Det er altid sjovere, når vi er flere at dele nytårsskiftet med.

I år havde hotellet arrangeret fyrværkeriet tidligt på aftenen og allerede klokken 19.00 blev første del fyret af, mens resten blev sendt til vejrs kl. 21.00. Det betød, at vi kunne sende farmor, Adam og Emma hjem i en taxa omkring kl. 22.00, så de kunne få deres skønhedssøvn, mens resten af os fortsatte et par timer længere.

2023 har på mange måder været et dejligt roligt år. Min store drøm gik endelig i opfyldelse, da jeg i begyndelsen af året tog en måned ud af kalenderen og rejste alene til Indien for at blive certificeret yoga-underviser. 2023 var også året, hvor jeg rundede version 4.0 uden varige mén.

Nu, hvor vi er gået ind i det nye år, har jeg store forventninger til 2024, hvor vi skal ud og opleve verden. Vi har aldrig rejst særligt meget sammen som familie. Ud over vores årlige rejser til Danmark, er det kun blevet til en enkelt rejse til Sri Lanka tilbage i 2017. Til gengæld har jeg altid rejst meget sammen med gode veninder. Og det værdsætter jeg virkelig meget, for jeg elsker at rejse.

Derfor er jeg også begejstret over, at vi i I år har bestilt en familierejse til Spanien, hvor vi i påsken skal besøge nogle gamle venner, der for et par år siden valgte at bosætte sig i Malaga. Derefter går rejsen videre til Marokko, hvor vi skal fejre Eid Al-Fitr. Så det bliver en næsten 2 uger lang rejse sammen med familien.

Derudover er der bestilt hotel-ophold i Musandam, Oman til Februar. Vi har ikke tidligere været i hverken Oman eller Musandam, så det glæder jeg mig også meget til. Og selvom Khasab kun ligger 3-4 timers kørsel fra Al Furjan, så kræver det alligevel visum, når vi skal krydse landegrænsen.

Jeg glæder mig naturligvis også til vores årlige sommerferie i Danmark og forhåbenligt julen 2024 i sommerhuset. Det er meget at se frem til i dette nye år, der først lige er gået i gang, så jeg krydser fingre for, at året lever op til de store forventninger…. Lad os så komme i gang.

Godt nytår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.