Det er jo altid meget belejligt, når helligdagene falder op til en weekend og det gør de sjovt nok altid i de Forenede Arabiske Emirater, også selvom det er månen og stjernerne der bestemmer.

Vi havde egentlig ikke lagt de helt store planer for ferien, men en kort staycation i Dubai Parks and Resorts kunne det godt blive til. Vi overraskede børnene med en overnatning på Legoland Hotel med VIP indgang til Lego vandland.

Heldigvis blev initiativet godt modtaget og børnene klappede i hænderne, da vi gik ind i hotellets lobby, hvor der var lego fra gulv til loft.

Midt i rummet var der desuden den vildeste legeborg, som var helt perfekt til Adam.

Oppe på selve værelset, var der forberedt en lille skattejagt til børnene, der selvfølgelig ledte til en skat af lego.

Vi nød den første eftermiddag ved poolen og om aftenen var der Eid fyrværkeri i Riverland.

Adam legede sent ud på aftenen i lobbyen indtil legerummet blev lukket kl. 22.00.

På det tidspunkt var pigerne forlængst gået kolde. Trætte ovenpå dagens oplevelser.

Næste morgen tjekkede vi ud af hotellet omkring kl. 10.00 og slenterede stille ud af bagdøren, direkte ud til Lego vandland, hvor vi brugte de næste 4,5 time i det iskolde vand.

Med årskortet, som vi købte slut februar, kan vi komme og gå, præcist som det passer os. Desuden giver kortene rabat på lego hotellet, som ellers er en ret peberet oplevelse.

Vi var alle temmelig trætte, da vi satte kursen mod Al Furjan efter en miniferie i Legoland. Staycations er bestemt ikke den rene afslapning med tre aktive børn. Desuden kan 45 graders varme i solen tage modet fra de fleste.

Nu hvor sommeren for alvor har taget fat, skorter det lidt med udendørsaktiviteter, men jeg synes nu, at vandlandet stadig kan noget, så længe der er godt med solcreme inden for en arms længde.

Om lidt banker sommerferien på døren og så venter der tre ugers ferie i Danmark lige om hjørnet. Jeg glæder mig umådelig meget til at gense familien og sommerhuset i Hals.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.