Af alle fester var tredje aften langt den bedste og jeg lærte her at forstå, hvorfor pakistanere er så gode til at forhandle. Alle der er eller har været gift ved af erfaring, at der i ethvert ægteskab indgår forhandlinger – Sådan er det at være et par. Det var derfor morsomt at se, hvordan brudeparret allerede under brylluppet, traditionen tro, forhandler om penge og ære.

I dagtimerne fik Sarah og jeg rig lejlighed til at hvile os og vi fik sovet godt ud, men vi kom også nemt til at kede os lidt. Lige så spændende som aftenens fester var, lige så kedeligt blev ventetiden. Heldigvis havde vi en dejlig værtsfamilie, der forsøgte at prioritere tid til os, men vi fik lidt dårlig samvittighed, hver gang vi lavede en forespørgsel eller krævede en hjælpende hånd.

Denne dag begyndte ikke særlig godt, da vi vågnede op til strømafbrydelse i huset. Det skete også sidst vi var i Pakistan, men denne gang havde det lidt større konsekvenser, da det betød, at der ikke var varmt vand til et bad. Heldigvis tog Nageen os med hen til sin mors kusine, hvor vi på skift fik et sparsomt bad. Mens Nageen og hendes mor efterfølgende fik travlt med at komme afsted til frisørsalonen fik Sarah og jeg overtalt kusinen til at ligge makeup på os.

Da Sarah og jeg kom tilbage til vores værelse, var elektriciteten vendt tilbage i huset og vi kunne gøre os klar til fest. Vi skulle have det næste sæt pakistanske outfit på, som pakistanske Sara havde købt til os. En tunika med funky bukser og masser af glitterstads, naturligvis.

Vi tog os god tid, da det efterhånden var gået op for os, at der er temmelig stor forskel på pakistansk og dansk tid – noget vi ret ofte lavede sjov med, indtil Muhammed afslørede, at pakistaner altid kommer sent til en aftale, da det ellers betyder, at de ikke har andre vigtigere ting at bruge tiden på. Det er lidt skørt, da Sarah og jeg ellers havde den opfattelse, at et bryllup burde have højeste prioritet.

Sammen med husets ældste søn tog vi over til gommens hus, hvor sækkepibespillere stod klar uden for huset. Det virkede, for mig, lidt malplaceret, da jeg ellers forbinder sækkepibespillere med Scotland. Indenfor var Umer ved at gøre sig klar til aftenen, med en smart hat og en matchende mini-gom. Jeg forstod ikke helt ritualerne, der herefter fulgte, men det omhandlede flere pengesedler til både gom og mini-gom.

Efter en hulans masse billeder og velsignelser fra familiemedlemmerne fortsatte hele flokken ud til en flotpyntet bil under larmen fra tromme- og sækkepibespillerne. I aften skulle bruden med gommen hjem – i aften flyttede hun officielt ind på husets 1. sal, der blev tilbygget til parret.

Vi kørte efter bilen hen til samme telt, hvor den første fest blev afholdt af brudens familie. Denne gang kom vi før bruden, som skulle følges op af gulvet til gommen ledsaget af sine brødre. Hun bar den smukkeste røde kjole og et slør, der dækkede hendes ansigt, mens hun gik op af gulvet. Det gik meget langsomt og selvfølgelig skulle der tages uendelig mange billeder undervejs. På scenen blev brudeparret forenet og det eneste vi manglede var et kys, men den går selvfølgelig ikke til et muslimsk bryllup.

Den sjoveste del af festen var forhandlings-traditionerne. Det hele begyndte med, at gæsterne stimlede sig sammen omkring parret på scenen. Jeg fattede ikke rigtig, hvad der foregik og fik det først forklaret et par dage senere, så jeg fulgte bare med, så godt jeg kunne.

Bagerst stod parrets nærmeste familie og foran parret stod brudens søster med en kokosdrink på et fad, mens hun forhandlede hårdt med gommen. Det var den del jeg ikke helt forstod, men der opstod en del latter og det hele sluttede, da Umer fandt en bunke pengesedler frem, som han gav til svigerinden mod drinken. Det var tilsyneladende en handel mellem brudens familie og gommen – det skal ikke være nemt, at forene to familier.

Efter maden måtte bruden sige farvel til sin familie og det var et ømt øjeblik. Nu tilhørte hun officielt mandens familie og det må alligevel have været en svær afsked.

Vi kørte selvfølgelig i forvejen og stod klar ved huset sammen med gommen’s allernærmeste familie med rosenblade, som vi kastede over parret, som de gik hen til huset.

Resten af gæsterne og brudens familie var taget hjem. For dem var festen slut, for os var den kun halvt færdig. For første gang befandt bruden Azka sig i sit nye hjem og vi stod alle i ring omkring hende og Umer.

Næste forhandlingsrunde var allerede i gang. I følge traditionen skulle gommen’s bror nu sætte sig på bruden og nægte at flytte sig, før han havde forhandlet sig frem til en god pris. Heldigvis var Umer’s bror Haider venlig nok til at sætte sig på gulvet foran Azka med en hånd på hendes knæ. Bruden og svogeren forhandlede hårdt om penge og ære, mens hele gommen’s familie heppede på skiftevis den ene og den anden. Det var til stor morskab for alle og tilsidst nåede de til enighed. Bruden slap dyrt i forhold til den pris, det kostede Umer at forhandle sig frem til en kokos drink tidligere på aftenen.

Nu skulle parret op i deres nye lejlighed oven på familiens bolig. For første gang skulle Umer og Azka være alene sammen, men inden de kunne komme så langt, skulle de selvfølgelig forhandle sig adgang til 1. sal. Kvinderne spærrede adgangen med et tørklæde og endnu engang måtte Umer have penge op af lommen. Heldigvis kunne han låne af bror-mand, der lige havde vundet en smule fra Azka.

Alle kvinderne (os inklusiv) fulgte efter parret op ad trapperne, hvor vi nysgerrige glanede ind i det soveværelse, hvor bruden og gommen blev skubbet ind. De var generte og jeg tænker ikke, at det hjalp på hele situationen, at vi alle stod der med store øjne. Sarah og jeg vinkede opmuntrende til Azka, der sendte os et forsigtigt smil, inden vi bakkede væk fra døren for at give dem lidt fred.

Klokken var lidt over midnat, men jeg følte, at det var meget senere. Indtil nu havde vi ikke haft muligheden for at hilse på Azka. Vi havde kun set hende fra afstand og vi glædede os sådan til at møde hende dagen derpå.

Næste morgen ville brudens mor komme forbi med hjemmelavet morgenmad til brudeparret og familien. En lille del af dette blev sendt over til os, et par huse nede af gaden, hvor Sarah og jeg fik smag på den særlige morgenmad – som en gestus for at fortælle, at vi også var en del af den nærmeste familie. Vi delte selvfølgelig med vores værtsfamilie.

Nu var der kun én fest tilbage ud af det fire-dage-lange bryllup. Sidste fest var blot en reception og den officielle afslutning på selve brylluppet. Jeg var efterhånden ved at være mættet. Ikke mindst fordi det på nuværende tidspunkt var gået op for Sarah og jeg, at vores flyafgang fra Lahore til Dubai var blevet aflyst pga konflikten mellem Indien og Pakistan .

Det var i sandhed et uforglemmeligt bryllup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.